Uddannelse og kompetencer

For få unge søger erhvervsuddannelser

Pressemeddelelse

Hver femte elev søger en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen. Det er på niveau med søgningen de seneste år. Samlet set oplever erhvervsuddannelserne dog en faldende tilgang, hvilket er drevet af de ældre elever.

Der er generelt en stabil søgning til erhvervsuddannelser direkte efter grundskolen. Det viser netop offentliggjorte søgetal til ungdomsuddannelser fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Her fremgår det, at 19,9 procent af grundskoleeleverne har søgt erhvervsuddannelserne i 2024, mens 72,9 procent har søgt en gymnasial uddannelse.

I 2023 søgte 19,4 procent en erhvervsuddannelse efter grundskolen, så der er tale om en mindre stigning i forhold til sidste år, men gennem de seneste 10 år har søgningen til erhvervsuddannelserne efter grundskolen ligget stabilt på cirka 19-20 procent.

Trods stabiliteten ærgrer det lave niveau DA’s administrerende direktør, Jacob Holbraad:

- Årets søgetal overrasker ikke, når man ser på søgningen de seneste mange år. Men vi vil jo gerne se, at flere vælger en erhvervsuddannelse. Derfor er der fortsat brug for en mere varieret undervisning i folkeskolen, herunder mere praksisfaglig læring, så flere elever får øjnene op for mulighederne i en erhvervsuddannelse, siger Jacob Holbraad.

Den generelt faldende tilslutning til erhvervsuddannelserne skyldes imidlertid ikke de helt unge elever, påpeger DA’s administrerende direktør, men derimod at færre over 18 år vælger at tage en faglært uddannelse.

- Derfor skal vi også have et større fokus på de unge over 18 år, for det er dér, der for alvor er problemer. Derfor er det meget vigtigt, at vi får styrket uddannelsernes kvalitet og skabt nogle faglige miljøer, som er attraktive. For det er helt afgørende, at vi får flere faglærte, siger Jacob Holbraad.

Selvom manglen på faglærte allerede er stor, vil den stige i fremtiden, hvor der frem mod 2035 risikerer at være 150.000 færre faglærte som følge af lav tilgang til erhvervsuddannelserne, og at store årgange går på pension.

Læs mere om

UDDANNELSE OG KOMPETENCER