Uddannelse og kompetencer
Hpx vil forandre hele uddannelseslandskabet
10. september 2024
Debatindlæg
Kommunal 10.klasse er en løftestang for de elever, som har brug for et ekstra år på skolebænken. Den elevgruppe forsvinder ikke, hvis man vælger at følge Reformkommissionens forslag om at nedlægge 10. klasse til fordel for den nye ungdomsuddannelse hpx.
Af Jannik Bay, uddannelses- og integrationschef i Dansk Arbejdsgiverforening.
Når kort og terræn ikke følges ad, skal man følge terrænet, lyder et ordsprog. Når det kommer til unge og uddannelsesvalg er det tydeligt, at det nuværende uddannelseskort ikke passer.
Flere og flere unge vælger gymnasiet per automatik samtidig med, at for mange af de unge ikke efterfølgende får en kompetencegivende uddannelse. Virksomhederne oplever massiv mangel på faglærte, mens færre unge vælger at gå den faglærte vej. Og oveni alt det bliver ungdomsårgangene mindre.
Der er brug for nye tiltag, og det er baggrunden for, at børne- og undervisningsministeren ser på, om der skal laves en ny ungdomsuddannelse, kaldet hpx. Formålet med hpx er at kombinere gymnasiefag med praktiske fag og erhvervsrettet indhold.
Ministerens ambition er, at hpx kan blive et relevant tilbud til op mod 40 pct. af en ungdomsårgang. Det er ambitiøst og stiller høje krav til kvaliteten af en ny uddannelse. Den skal være attraktiv for de mange, og må ikke blive kendetegnet ved alene at være et tilbud til unge, der er uafklarede.
Der er ikke tale om en snuptagsløsning. Med indførslen af en ny ungdomsuddannelse vil det i givet fald være de store tektoniske plader i uddannelseslandskabet, der flytter sig.
En elevgruppe, som vi i den sammenhæng skal være opmærksomme på, er 10.klasseseleverne. I debatten om hpx er det nemlig i spil at nedlægge den kommunale 10. klasse, som har vist sig at være en god løftestang for de elever, som har brug for et ekstra år 'på skolebænken'.
Den elevgruppe forsvinder ikke, selvom 10. klasse bliver nedlagt, og hvad skal de så?
De vil næppe være motiveret eller fagligt stærke nok til en toårig hpx direkte efter 9. klasse, hvilket risikerer at udvande kvaliteten i hpx. Skal de i stedet direkte på en erhvervsuddannelse uden det løft, som 10. klasse giver, bliver konsekvensen tilsvarende negativ på erhvervsuddannelserne.
Men kan de så ikke bare komme på den forberedende grunduddannelse FGU? Nej, for her vil de nok være for fagligt stærke og udvande FGU som tilbud til den oprindelige målgruppe, hvor man efter nogle hårde opstartsår er begyndt at levere positive resultater.
Ovenstående er blot et ud mange eksempler, der illustrerer, at der skal være et helhedsblik på uddannelsessystemet, hvis hpx skal blive et levedygtigt tilbud og en relevant tilføjelse til det nuværende uddannelseslandskab.
Det er ikke enkelt. Men det er vigtige overvejelser. Jeg ser frem til regeringens udspil og de videre drøftelser om ungdomsuddannelseslandskabet.
Debatindlæg bragt i Information den 10. september 2024.