Danmark er klar til EuroSkills 2025 i Herning

Uddannelse og kompetencer

Danmark er klar til EuroSkills 2025 i Herning

Pressemeddelelse

600 unge fra hele Europa samles i denne uge i Herning for at konkurrere i 38 fag under EuroSkills 2025 – den største uddannelsesbegivenhed i Danmarks historie.

Den største begivenhed for erhvervsfaglige færdigheder i Europa finder sted i Herning den 9.-13. september 2025. Samtidig er det også den største uddannelsesbegivenhed i Danmarks historie. Ca. 600 talentfulde unge fagatleter fra hele Europa vil konkurrere om europamesterskabsmedaljer i 38 forskellige færdigheder.

For arbejdsgiverne er det vigtigt, at EuroSkills også bruges som løftestang til at lade 2025 stå i erhvervsuddannelsernes tegn og styrke deres tiltrækningskraft. Det sker bl.a. gennem projektet Erhvervsuddannelsernes År, hvor arbejdsgivere, fagbevægelsen og andre aktører står bag konkrete initiativer, så flere elever og forældre får bedre indsigt i uddannelsesvejene – fx via erhvervspraktik og læringsforløb.

Ifølge DA’s administrerende direktør, Jacob Holbraad, er EuroSkills en unik chance for at sætte fokus på de mange muligheder i en erhvervsuddannelse:

- Danmark har brug for flere dygtige faglærte. EuroSkills viser, hvor mange veje en erhvervsuddannelse kan åbne – fra faglig udvikling til at nå helt til eliten. Det skaber stolthed, synlighed og tiltrækningskraft om erhvervsuddannelserne.

DA har støttet flere af de danske deltagere i EuroSkills med DA’s uddannelsespris, som modtagerne blandt andet har brugt til international konkurrencetræning, træningsudstyr til EuroSkills 2025 og udlandsophold.

Derudover har DA sammen med FH fået doneret 5 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden. Midlerne er brugt på investeringer i udstyr og maskiner, som skal anvendes til konkurrencerne på EuroSkills 2025. Efterfølgende overdrages udstyret og maskinerne til at styrke erhvervsuddannelserne på en række erhvervsskoler.

Jacob Holbraad understreger afslutningsvis:

- EuroSkills i Danmark giver de unge en unik chance for at vise dansk kvalitet og kompetencer frem i hele Europa. Samtidig viser vi styrken i vores erhvervsuddannelsessystem, hvor arbejdsmarkedets parter sikrer høj kvalitet og relevans for fremtidens jobs.

EuroSkills er baseret på et selskab stiftet af en række ”founding partners” - Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Børne- og Undervisningsministeriet, Herning Kommune, Region Midtjylland og SkillsDenmark. Derudover er hovedparten af finansieringen etableret via eksterne fonde, sponsorer mv.

Læs mere om

UDDANNELSE OG KOMPETENCER