Lønudviklingen aftager en smule

Konjunkturstatistik

Lønudviklingen aftager en smule

Statistik-Nyt

I årets 3. kvartal er lønomkostningerne på DA-området steget med 2,5 pct. i forhold til samme kvartal året før. Lønudviklingen er herved aftaget med 0,1 pct.-point i forhold til 2. kvartal 2018. Inden for fremstilling og inden for bygge og anlæg er udviklingen tiltaget med hver 0,1 pct.-point, mens udviklingen inden for service er aftaget med 0,2 pct.-point. Lønnen stiger fortsat mere for arbejdere end for funktionærer, og i Region Nordjylland ligger stigningen i lønomkostningerne igen højest.

Udviklingen i lønomkostningerne på DA-området for 3. kvartal viderefører billedet fra 2. kvartal 2018, dog med en lidt afdæmpet udvikling. Siden midten af 2015 har den samlede udvikling i lønomkostningerne ligget stabilt mellem 2,1 og 2,4 pct. på DA-området. Lønstigningerne på 2,6 og 2,5 pct. for de to seneste kvartaler adskiller sig derved fra perioden, der går forud.

Service trækker årsstigningen ned

Inden for service aftager lønudviklingen med 0,2 pct.-point og ender herved på 2,3 pct. i 3. kvartal 2018. Faldet i stigningstakten inden for service er herved med til at begrænse den samlede stigningstakt inden for DA-området under et. Lønomkostningerne inden for fremstilling stiger med 2,6 pct. i 3. kvartal 2018. Stigningstakten er herved øget med 0,1 pct.-point i forhold til kvartalet før. For bygge og anlæg er lønomkostningerne steget med 3,4 pct. i 3. kvartal 2018. Det er 0,1 pct.-point mere i forhold til kvartalet før. De tiltagende stigningstakter inden for fremstilling samt bygge og anlæg er ikke tilstrækkelige til samlet set at hæve lønudviklingen på DA-området i 3. kvartal 2018.

Arbejdere stiger fortsat mere end funktionærer

Udviklingen i lønomkostningerne til arbejdere aftager med 0,1 pct.-point i forhold til kvartalet før, og ender herved på 2,6 pct. i 3. kvartal 2018. Funktionærernes årsstigningstakt er 2,5 pct. i 3. kvartal 2018 og er herved uændret i forhold til kvartalet før.

Store geografiske forskelle

I 3. kvartal 2018 stiger lønomkostningerne mest i Region Nordjylland med 3,3 pct., hvilket er 0,1 pct.-point mere end kvartalet før. Lønomkostningerne stiger mindst i Region Hovedstaden og Region Syddanmark med 2,3 pct. hver. I de to regioner aftager lønudviklingen med hhv. 0,1 og 0,2 pct.-point.

De samlede medarbejderomkostninger stiger 2,6 pct.

Virksomhedernes øvrige medarbejderomkostninger stiger med 0,1 pct. fra 3. kvartal 2017 til 3. kvartal 2018. De samlede medarbejderomkostninger stiger således med 2,6 pct.

Brug for yderligere information

Hent tallene bag hovedresultaterne i regneark eller gå i dybden med detaljerede tal i udgivelsen KonjunkturStatistik 3. kvartal 2018.

KonjunkturStatistik 4. kvartal 2018 udkommer den 15. februar 2019. Næste Statistik-Nyt er International Lønstatistik 3. kvartal 2018 udkommer den 4. december 2018.

Læs mere om

KONJUNKTURSTATISTIK