Konjunkturstatistik
Lønomkostningerne inden for DA-området steg 3,4 procent i 2. kvartal 2022
15. august 2022
Statistik-Nyt
I 2. kvartal 2022 steg lønomkostningerne på DA-området med 3,4 pct. i forhold til samme kvartal sidste år. Det er dermed tale om en aftagende lønudvikling fra 1. kvartal 2022, hvor lønstigningstakten var på 3,8 pct. Der var et usædvanligt højt fravær i 1. kvartal 2022 som følge af sygdom med Covid-19, som teknisk set var med til at trække lønstigningstakten i dette kvartal op. Denne effekt er faldet bort i lønstigningstakten for 2. kvartal 2022, som sammenlignet med sidste års kvartaler, stadig viser en tiltagende udvikling.
Fra 2. kvartal 2021 til 2. kvartal 2022 steg lønomkostningerne på DA-området med 3,4 procent. Lønstigningstakten aftager dermed med 0,4 pct.-point i forhold til 1. kvartal 2022. Den aftagende lønudvikling skal ses i lys af den markante stigning i antallet af fraværsregistreringer, der fandt sted i 1. kvartal 2022, som følge af sygdom med Covid-19. Rent teknisk har det øgede fravær betydet, at bidraget fra især pension var overvurderet i 1. kvartal 2022, hvilket har været med til at trække kvartalets lønstigningstakt op. Dette er nærmere beskrevet i offentliggørelsen af KonjunkturStatistikken for 1. kvartal 2022, som kan læses her.
Lønudviklingen aftager mest inden for fremstilling
Inden for fremstillingsvirksomhed aftager lønudviklingen med 0,6 pct.-point og lander på 3,2 procent i 2. kvartal 2022. Inden for denne branche er der samtidig sket en markant ændring i lønkomponenternes bidrag til stigningstakten, hvor bidraget fra både pension, genebetalinger og personalegoder tilsammen aftager med 0,8 pct.-point. Bidraget fra pension aftager mest med 0,4 pct.-point, mens genebetalinger og personalegoder aftager med henholdsvis 0,3 og 0,1 pct.-point.
Også aftagende lønudvikling inden for service
Lønudviklingen inden for service aftager med 0,4 pct.-point, og lander på 3,3 pct. i årets andet kvartal. Også her aftager bidraget fra de tre lønkomponenter; pension, genebetalinger og personalegoder. Bidraget fra pension og genebetalinger aftager hver især med 0,2 pct.-point, mens bidraget fra personalegoder aftager med 0,1 pct.-point.
Uændret lønudvikling inden for bygge og anlæg
For bygge og anlæg er der tale om en uændret lønudvikling, som gør, at lønstigningstakten igen lander på 4,4 pct. I denne branche er bidraget fra både pension og genebetalinger aftaget med henholdsvis 0,4 og 0,1 pct.-point.
Det negative bidrag fra pension og genebetalinger bliver til gengæld udlignet af et positivt bidrag fra fritvalgsordninger på 0,5 pct.-point. At bidraget fra fritvalgsordninger stiger, skyldes at den overenskomstmæssigt aftalte ændring af satsen for indbetaling til fritvalgsordninger i bygge- og anlægsvirksomhed ekskl. bygningsinstallation lå tidligere på året end normalt i 2021, og dermed allerede blev indregnet til 1. kvartal 2021 i stedet for 2. kvartal 2021. Rent teknisk har det betydet, at der var et fald i bidraget fra fritvalgsordninger i bygge og anlæg i 1. kvartal 2022, som her til 2. kvartal 2022 er hævet igen som følge af indregningen af de nye satser for 2022.
Samlede arbejdsomkostninger stiger også 3,4 procent
Den årlige stigning i de øvrige medarbejderomkostninger er 0,03 pct. i forhold til samme kvartal sidste år. Det betyder, at de samlede medarbejderomkostninger stiger med 3,4 pct. og dermed det samme som lønomkostningerne alene. Den forholdsvis lille stigning i øvrige medarbejderomkostninger skyldes, at der er flere omkostninger som falder denne gang, herunder finansieringsbidrag til ledige, syge m.v., bidrag til lønmodtagernes garantifond (LG) og arbejdsskadeafgift. Som modvægt er der en stigning i arbejdsgivernes uddannelsesbidrag (AUB) som gør at de øvrige medarbejderomkostninger alligevel stiger en lille smule.
Lyntal viste også lønudvikling på 3,4 procent
Fra og med 2. kvartal 2022 er der offentliggjort lyntal (eller tidlige tal) for lønudviklingen. For hele DA-området viste lyntallet en stigning på 3,4 pct. i 2. kvartal 2022, som dermed er det samme som de endelige tal i denne offentliggørelse. For både arbejdere og hovedbranchen fremstilling er der en mindre afvigelse mellem de endelige tal og lyntallene, hvor de endelige tal viser en lavere lønudvikling end lyntallene.
Brug for yderligere information
Du kan:
- hente tallene bag hovedresultaterne i regneark (tilgængeligt for alle) eller
- gå i dybden med detaljerede tal i udgivelsen KonjunkturStatistik 2. kvartal 2022 (for betalende kunder eller medlemmer af organisationer i DA-fællesskabet/via NetStat)
Find mere information om KonjunkturStatistikkens begreber og metoder i dokumentationen, og få et overblik over planlagte offentliggørelser i vores publiceringsplan.