Temaer

DA og Global Compact 2026

Artikel

I Dansk Arbejdsgiverforening (DA) arbejder vi hver dag med at skabe rammer, der gør det lettere for konkurrencedygtige virksomheder at vokse, tiltrække dygtige medarbejdere og skabe sunde arbejdspladser.

Gennem aftaler, partnerskaber og udvikling af løsninger bidrager vi til et arbejdsmarked med ordnede forhold og et stærkt samspil mellem medarbejdere og arbejdsgivere. På den måde værner vi om den danske model, der er er fundamentet for vækst, tryghed og balance – og det er den, vi hver dag arbejder for at styrke.

Men vi står også over for en udfordring, som kan få store konsekvenser for samfundet og ramme mange virksomheder direkte: manglen på medarbejdere. Når virksomheder må sige nej til ordrer, går det ud over beskæftigelse, vækst og innovation. Der er således behov for flere faglærte, flere internationale medarbejdere, at flere seniorer bliver længere på arbejdsmarkedet samt at færre unge havner uden for arbejdsmarked.

Derfor arbejder DA for løsninger, der styrker arbejdsudbuddet og giver flere mulighed for at bidrage med deres kompetencer og potentiale. Vi tror på, at et stærkt arbejdsmarked kræver, at alle får mulighed for at bidrage – uanset baggrund, køn, hudfarve, seksualitet, etnicitet eller alder. Det gavner både virksomhederne og samfundet som helhed.

I 2025 havde Danmark formandskabet for EU. Det gav en enestående mulighed for at sætte fokus på beskæftigelse, kompetenceudvikling og social ansvarlighed i et europæisk perspektiv. Gennem samarbejde og dialog ønsker DA at styrke et bæredygtigt og konkurrencedygtigt Europa, hvor virksomheder spiller en aktiv rolle i udviklingen af fremtidens arbejdsmarked.

Siden 2020 har DA været tilsluttet FN’s Global Compact og arbejder for at udbrede principperne for ansvarlig virksomhedsdrift. Det handler både om at skabe grundlag for vækst – og om at understøtte en ansvarlig udvikling, hvor virksomheder bidrager positivt til mennesker, miljø og samfund. Det sker i naturlig forlængelse af vores daglige virke. I denne rapport – der er opdelt i et eksternt og et internt afsnit – fortæller vi mere om et udpluk af de initiativer og resultater, vi har opnået i 2024 og 2025.

Læs rapporten her: DA og Global Compact 2026

Læs mere om

TEMAER