Virksomheder ændrer på arbejdsgangene for at bekæmpe stress

Arbejdsmiljø og sundhed

Virksomheder ændrer på arbejdsgangene for at bekæmpe stress

DA Analyse

Næsten hver anden virksomhed har i løbet af det seneste år lavet organisatoriske ændringer på arbejdspladsen for at hjælpe stressede medarbejdere. Det viser en ny undersøgelse, der også peger på, at medarbejdertrivsel motiverer virksomhederne mere end udsigten til bøder og sanktioner.

Virksomheder oplever fra tid til anden, at medarbejdere melder sig syge med stress. Det kan både skyldes forhold i privatlivet, pres på arbejdspladsen eller en kombination af flere forhold. Men uanset årsagerne, så vælger næsten halvdelen af danske virksomheder at ændre på arbejdsgangene, hvis en af deres medarbejdere rammes af stress.

Det viser en ny undersøgelse, Rambøll har lavet for Dansk Arbejdsgiverforening, hvor virksomheder har videregivet deres erfaringer med stresshåndtering og psykisk arbejdsmiljø. Her svarer 42 procent af de virksomheder, der har haft medarbejdere sygemeldt med stress, at de ligefrem har lavet organisatoriske ændringer på arbejdspladsen.

Problemer løses med dialog og forandringer i arbejdsgange

Det er dog ikke alle tilfælde af stress, der alene skyldes en dårlig organisering af arbejdet. Ofte spiller også personlige forhold en rolle.

Det afspejles også i virksomhedernes håndtering af udfordringerne på psykisk arbejdsmiljø, hvor langt de fleste løser udfordringen ved ganske enkelt at gå i dialog med medarbejderen og finde en løsning, der passer den enkelte. 78 procent har således kunnet håndtere udfordringen i dialog.
Den årlige arbejdsmiljødrøftelse er ligeledes et populært redskab, når ledelsen og medarbejderne skal finde den bedste måde for deres specifikke arbejdsplads at håndtere udfordringerne med psykisk arbejdsmiljø.

Trivsel motiverer

Når så stor en del af arbejdsgiverne ændrer deres arbejdsgange, kan det være et resultat af, at medarbejdertrivslen står øverst på dagordenen hos de fleste virksomheder. For 3 ud af 4 af de adspurgte er medarbejdertrivsel og engagement i høj eller meget høj grad det, der motiverer dem til at arbejde med arbejdsmiljøet.

Til gengæld er der ikke mange virksomheder, der handler ud af frygt for sanktioner eller eksternt pres. Kun 21 procent af virksomhederne motiveres af truslen om økonomiske sanktioner. Endnu færre gør det for at imødekomme krav fra fagbevægelsen.

Trivsel og mindsket sygefravær motiverer mest

Læs mere i DA's rapport om trivsel, psykisk arbejdsmiljø og stresstendenser på det danske arbejdsmarket.

Sådan har vi gjort

Rambøll Management har på foranledning af Dansk Arbejdsgiverforening gennemført en virksomhedssurvey om psykisk arbejdsmiljø. Undersøgelsen har 1.518 respondenter, der enten har besvaret elektronisk eller via elektronisk link. Henvendelse til virksomheden er rettet til ledelsesrepræsentanten ift. arbejdsmiljø.

1.518 respondenter giver en renset svarprocent på 44 pct. Dataindsamlingen er sket fra 4/6 2018 – 28/6 2018.

Svarene er vægtet på baggrund af virksomhedernes sektor (offentlig/privat) og antallet af ansatte, således resultaterne er repræsentative. 

Læs mere om

ARBEJDSMILJØ OG SUNDHED