Arbejdsmiljø og sundhed

Få, men tiltrængte regelforenklinger om arbejdsmiljø

Artikel

Regeringens udspil "Mindre bureaukrati - mere vækst" indeholder 42 initiativer, der skal lette erhvervslivets byrder. Der er i alt fire mindre initiativer på arbejdsmiljøområdet, og udspillet kradser dermed kun i overfladen på et bjerg af regler, hvor behovet for forenklinger er stort.

Udspillet ”Mindre bureaukrati – mere vækst” fra Regeringen indeholder 42 initiativer, der skal lette erhvervslivets byrder og gøre op med snærende regler for danske virksomheder.

Blandt de 42 initiativer er fire mindre forslag på arbejdsmiljøområdet, der ellers er et område, hvor behovet for forenkling er stort.

- På arbejdsmiljøområdet står mulighederne for forenklinger nærmest i kø, så det er lidt ærgerligt, at der ikke er flere initiativer i den retning, siger chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening Jens Skovgaard Lauritsen.

Behovet for mere enkle arbejdsmiljøregler er tydeligt. Danske virksomheder - hvoraf langt de fleste har mindre end 10 medarbejdere - er i dag reguleret af mere end 300 bekendtgørelser og vejledninger inden for arbejdsmiljø. Det var derfor også positivt, at beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen i foråret 2018 lancerede kampagnen ”Bedre arbejdsmiljøregler", hvor organisationer, virksomheder og borgere blev opfordret til at melde bøvlede arbejdsmiljøregler ind. I alt modtog ministeren mere end 450 forskellige forslag.

- Et så stort antal forslag på et relativt afgrænset område som arbejdsmiljøregler understreger, at det er en meget relevant problemstilling, siger Jens Skovgaard Lauritsen.

I september 2018 lancerede regeringen udspillet "Færre regler og mindre bureaukrati". Her skulle 40 af de indkomne forslag fra kampagnen "Bedre arbejdsmiljøregler" granskes nærmere med henblik på at blive omsat til virkelighed.

- Vi glæder os over ethvert forslag, der gør det nemmere at drive virksomhed, men at de mere end 450 forslag først blev til 40, og nu kun omfatter fire, viser tydeligt, at der er stadig er meget at gøre på det her område, siger Jens Skovgaard Lauritsen.

De fire forslag i regeringens nye initiativ er:

  • En ny funktion på Arbejdstilsynets hjemmeside, der giver mulighed for, at virksomhederne kan finde inspiration til håndtering af arbejdsmiljøproblemer fra andre virksomheder.
  • En fjernelse af kravet i byggepladsreglerne om, at længerevarende tegnestuearbejde – eller lignende kontorarbejde – skal henlægges til lokaler, hvis indretning opfylder reglerne om faste arbejdssteder. Den type arbejde skal fremover kunne foregå i almindelige skurvogne.
  • En fjernelse af kravet om at udarbejde arbejdspladsbrugsanvisninger for kemiske produkter. I stedet øges fokus på virksomhedens kemiske risikovurdering. Det vil gøre det muligt for virksomhederne i højere grad at tilrettelægge det forebyggende arbejde med kemi på den måde, der er mest hensigtsmæssig på den enkelte virksomhed.
  • Regeringen vil sikre harmonisering af reglerne for, hvornår en virksomhed skal anmelde en arbejdsulykke. Det gælder der i dag ret forskellige regler for – dels efter arbejdsmiljøloven og dels efter arbejdsskadesikringsloven.

- Specielt det sidste initiativ hilser vi velkomment, for i dag stritter anmeldereglerne i alle retninger. Forslaget vil gøre det betydeligt lettere for virksomheder at gennemskue, hvilke hændelser der skal anmeldes, og hvem der skal anmelde dem. Det er ekstra vigtigt på et område, der i dag er underlagt administrative bøder, siger Jens Skovgaard Lauritsen.

Læs mere om udspillet her.

Læs mere om

ARBEJDSMILJØ OG SUNDHED