Arbejdsmiljø og sundhed
Sygefraværet i det offentlige kan ikke bortforklares med “moralsk stress”
5. juni 2026
Debatindlæg
Hvis det høje sygefravær i den offentlige sektor alene handlede om tungere borgere og moralsk stress, ville forskellen næppe gå igen på tværs af næsten hele arbejdsmarkedet.
- Af Anders Borup Christensen, cheføkonom i Dansk Arbejdsgiverforening.
Kristoffer Lind Glavind, chefanalytiker i AE, har ret i én ting i sit indlæg her i Altinget: Debatten om sygefravær i den offentlige sektor fortjener at blive taget alvorligt.
Derfor er det også vigtigt at holde fast i, hvad tallene faktisk viser – og hvad de ikke viser. Og netop dét med at tage tallene alvorligt glemmer AE’s chefanalytiker tilsyneladende i sit eget indlæg.
Først og fremmest: Det er ikke Dansk Arbejdsgiverforening, der har kaldt sygdom i det offentlige for et “personalegode”. Det var en leder i Berlingske. Vores analyse peger alene på, at sygefraværet er markant højere i den offentlige sektor, og at der derfor er et potentiale ved at få det nedbragt. Det burde egentlig ikke være kontroversielt.
Når det nu er klargjort, argumenterer Kristoffer Lind Glavind for, at det markant højere sygefravær – og dermed også den store forskel mellem det offentlige og private – kan forklares med, at offentligt ansatte møder tungere borgere og mere komplekse opgaver. Men den forklaring kan ganske enkelt ikke bære hele forskellen.
For det første ser analysen på sammenlignelige stillinger. Det er altså ikke bare det offentlige overfor det private, men personer med samme jobfunktioner, der sammenlignes – og her skelner sygdom altså ikke mellem offentlige og private arbejdspladser.
En SOSU-assistent bliver ikke mindre udsat for influenza, fordi vedkommende arbejder på et privat plejehjem. Og hvis forskellen primært skyldtes tungere målgrupper og mere komplekse borgere, ville man heller ikke forvente, at tendensen gik igen på tværs af stort set alle sammenlignelige jobfunktioner mellem det offentlige og det private.
Men det gør den.
Det højere sygefravær i den offentlige sektor gælder også jobfunktioner som fx rengøringsassistenter og kontormedarbejdere, hvor argumentet om “tungere borgere” bliver svært at få til at hænge sammen.
Derfor bliver det for let at affeje forskellen med, at offentligt ansatte bare har vanskeligere arbejdsopgaver.
Kristoffer Lind Glavind bruger samtidig Finansministeriets rapport om sygefraværet i den offentlige sektor til at underbygge sin kritik af DA’s analyse. Det må undre, idet Finansministeriets rapport drager samme konklusion som DA. Nemlig at der er ”et stort potentiale for at nedbringe sygefraværet i den offentlige sektor”.
Pres findes ikke kun i det offentlige
Og så er der forklaringen om “moralsk stress”.
Det lyder umiddelbart både empatisk og plausibelt. Problemet er bare, at det meget hurtigt bliver brugt som en slags universalnøgle til at forklare alt højt sygefravær i det offentlige.
Mange privatansatte oplever også højt arbejdspres, følelsesmæssige krav og ansvar. De står med kundekrav, deadlines, budgetter og bundlinjer, der ikke flytter sig, bare fordi man har en dårlig dag.
Forskellen er måske snarere, at arbejdskultur, ledelse og fraværshåndtering ikke er ens alle steder. Og netop derfor giver det heller ikke mening bare at slå enhver diskussion om offentligt sygefravær hen som et spørgsmål om moralsk stress eller for få ressourcer.
For der findes offentlige arbejdspladser med markant lavere sygefravær end andre offentlige arbejdspladser med samme typer medarbejdere og opgaver. Hvis man bare sammenligner kommunerne overfor hinanden – og altså helt undlader det private fra ligningen – er der et potentiale svarende til 3.400 flere fuldtidsansatte, hvis alle kommuner havde samme sygefraværsniveau som de tre kommuner med lavest sygefravær.
Og hvad er så forklaringen på det? Det peger jo netop på, at højt sygefravær i den offentlige sektor ikke er en naturlov. Og derfor er det heller ikke urimeligt at tale om et potentiale for forbedring.
Debatindlæg bragt i Altinget den 5. juni 2026.