Beskæftigelse

Nye tal viser flere forgæves rekrutteringer

Pressemeddelelse

Ny kvartalsrapport fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser 66.700 forgæves rekrutteringer. Virksomhederne oplever flere forgæves rekrutteringer end i en tilsvarende periode sidste år. I halvdelen af tilfældene må virksomhederne helt opgive at ansætte en medarbejder.

Det bliver stadig sværere for virksomhederne at finde den arbejdskraft, de har brug for.

De nyeste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) viser en fortsat stigning i antallet af forgæves rekrutteringer. I STARs rekrutteringsundersøgelse for 4. kvartal ligger antallet af forgæves rekrutteringer på 66.700 - det er ca. 10 pct. højere end i samme undersøgelse fra efteråret 2017, hvor antallet lå på 60.000 forgæves rekrutteringer i en undersøgelsesperiode på seks måneder.

I knap hver fjerde af virksomhedernes rekrutteringsforsøg fik virksomhederne enten slet ikke ansat en medarbejder, eller også endte virksomheden med at ansætte en anden type medarbejder, end de ønskede sig.

- Vi ser en udvikling med en bekymrende stigning i stramheden på arbejdsmarkedet, når virksomhederne søger medarbejdere. Der er brug for politiske initiativer, som kan sikre, at virksomhedernes udfordringer med at finde de rette medarbejdere ikke sætter sig i endnu flere produktionsbegrænsninger. Det vil være ærgerligt, hvis det danske arbejdsmarked går glip af arbejdspladser, siger chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening Jørgen Bang-Petersen.

Regionale forskelle

Den nye undersøgelse viser også, at der er markante regionale forskelle i, hvilke dele af arbejdsmarkedet, der er hårdest ramt af rekrutteringsudfordringerne.

- Undersøgelsen afslører store regionale forskelle i karakteren af rekrutteringsudfordringerne. Vi kan f.eks. se, at der er særlige udfordringer inden for Transport i Hovedstaden og Ejendomshandel og Udlejning i Nordjylland. Det viser, at kommunerne og de regionale arbejdsmarkedsråd (RAR) må påtage sig et ansvar og blive bedre til helt konkret at finde ud af, hvilken type arbejdskraft, der mangler og så sætte ind med målrettede initiativer, siger chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening Jørgen Bang-Petersen.

Se undersøgelsen her.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE