Alt for mange ledige står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet

Beskæftigelse

Alt for mange ledige står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet

Debatindlæg

I Danmark har ledige pligt til at være til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor er det uacceptabelt, at hver anden kontanthjælpsmodtager og hver femte på dagpenge ifølge en ny analyse fra DA reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Af Erik E. Simonsen, underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening

I Danmark har ledige pligt til at være til rådighed for arbejdsmarkedet. Vi har en kontrakt, der går ud på, at så længe samfundet står til rådighed med penge, når man ikke kan finde et job, skal man anstrenge sig for at få arbejde så hurtigt som muligt.

Derfor er det uacceptabelt, at hver anden kontanthjælpsmodtager og hver femte på dagpenge ifølge en ny analyse fra DA reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Her har de ledige selv svaret nej til et af spørgsmålene om, hvorvidt de kan tiltræde et arbejde inden for 14 dage, om de søger et arbejde, eller om de reelt ønsker sig et job.

Samme billede gør sig gældende, når man ser på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings nye måling af jobsøgning blandt dagpengemodtagere og jobparate kontanthjælpsmodtagere i maj 2019. Her viser tallene, at 27 procent af de ledige kontanthjælpsmodtagere slet ikke har søgt job i maj, mens 20 procent har søgt færre end 6 job. Blandt kommunerne er der også stor forskel. Vejen klarer sig bedst med 77 procent, der har søgt mere end 6 job. I Allerød står det værst til – her har kun 11 procent søgt mere end 6 job.

Der er lige nu rigtig gode muligheder for at finde job. Mange virksomheder mangler arbejdskraft. Der har det seneste halve år været mere end 30.000 stillinger, som virksomheder ikke har kunne finde en medarbejder til, selv om vi har 100.000 ledige. Inden for en række stillinger er der mange ledige, samtidig med at virksomheder ikke kan få besat de stillinger, de slår op.

Det bør give anledning til en god portion selvransagelse, særligt i mange af landets kommuner, men også i nogle af a-kasserne. De er simpelthen nødt til at administrere reglerne langt skarpereVores ledige har selvfølgelig et personligt ansvar for at gribe de muligheder, der er. Men jobcentre og a-kasser har også et ansvar for at hjælpe, stille krav til dem og kontrollere at regler bliver overholdt.

Jobcentre og a-kasser skal være bedre til at koble ledige, der gerne vil arbejde inden for et konkret område, og de mange ledige job inden for samme område. Samtidig skal højtuddannede tage alle de job, de kan bestride. Man kan ikke for skatteydernes penge alene have fokus på ønskejobbet. Vil ledige ikke tage det job, de har mulighed for at få, så bør pengekassen klappes i.

Bragt i Avisen Danmark 13. september 2019.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE