Beskæftigelse
Ulighed er ikke Danmarks største udfordring
15. august 2019
Debatindlæg
Er vi på vej mod et opdelt Danmark, hvor store grupper er fastlåst i bunden af indkomstskalaen og ikke kan gøre sig håb om en bedre levestandard i fremtiden? Det er der heldigvis ikke noget, der tyder på.
Af cheføkonom i Dansk Arbejdsgiverforening Anders Borup Christensen
De seneste måneder har debattører og fagbevægelsen givet udtryk for, at den stigende økonomiske ulighed i Danmark bør være en af vores største bekymringer. Bekymringen om ulighed har også fået plads i forståelsespapiret bag regeringen.
Den stigende ulighed er en udvikling, som aktivt skal bekæmpes, synes synspunktet at være.
Det er rigtigt, at uligheden målt ved den såkaldte gini-koefficient er steget fra 24,5 pct. i 2007 til 26,3 pct. i 2017.
Men man kan spørge sig selv om den stigende ulighed udfordrer sammenhængskraften. Er vi på vej mod et opdelt Danmark, hvor store grupper er fastlåst i bunden af indkomstskalaen og ikke kan gøre sig håb om en bedre levestandard i fremtiden? Det er der heldigvis ikke noget, der tyder på.
Først og fremmest er der tale om en lille stigning i uligheden, og vi er stadig milevidt fra lande som Storbritannien og USA, hvor gini-koefficienten nærmer sig 40 pct. I den danske debat fylder fattigdom meget, og man får let indtryk af, at fattigdom er et stort samfundsproblem i Danmark. Her savner debatten proportioner og internationalt perspektiv. Danmark har således en af de laveste andele af personer i fattigdom i OECD med blot 5,5 pct. Kun Island klarer sig bedre med 5,4 pct. Mens Sverige har en fattigdomsandel på 9,3 pct. Fattigdom er her et relativt begreb defineret som en disponibel indkomst under halvdelen af medianindkomsten. I et rigt land som Danmark vil personer i relativ fattigdom have en relativt høj levestandard sammenlignet med andre lande.
Når man ser på børn udsat for fattigdom, ligger Danmark lavest i OECD. Under 3 pct. af børn under 18 år er ifølge OECD berørt af fattigdom i Danmark. Til sammenligning er andelen over 9 pct. i Sverige og knap 6 pct. i Island. Så trods en mindre stigning i uligheden i de senere år, så er andelen af borgere herunder børn, der er fattige, meget lille i Danmark.
Men endnu vigtigere er Danmark det OECD-land, som har den højeste indkomstmobilitet mellem generationer. Det hænger blandt andet sammen med en høj uddannelsesmobilitet.
Danmark er blandt de lande, hvor der er de bedste muligheder for børn af ufaglærte for at få en lang uddannelse.
I Danmark er vi med andre ord gode til at understøtte lige muligheder. Alle i Danmark kan blive direktør, professor eller overlæge. Men det er op til den enkelte at gribe ud efter mulighederne. I internationalt perspektiv er Danmark således i topform hvad angår lighed, fattigdom og social mobilitet. Vi skal værne om sammenhængskraften i Danmark.
Men man er nødt til at have proportionerne med, når man taler om, at øgede økonomiske skel er et stort samfundsproblem i Danmark. En meget rigid tilgang til ulighedsproblematikken, hvor alt går op i, hvordan gini-koefficienten bevæger sig på anden decimal, risikerer at bremse for sunde politiske initiativer, som kan øge velstanden og få flere personer i arbejde og væk fra passiv forsørgelse.
Bragt i Børsen 15. august 2019.