Beskæftigelse
Velfærdsforliget er afgørende for holdbarheden i dansk økonomi
21. maj 2019
DA Analyse
Velfærdsforliget fra 2006 er krumtappen i at ruste dansk økonomi til de demografiske udfordringer med flere børn og ældre. Aftalen sikrer, at de offentlige finanser er holdbare på langt sigt.
Med aftalen øges folkepensionsalderen gradvist i takt med stigende levealder, hvilket sikrer at der er en bedre balance mellem personer på og uden for arbejdsmarkedet. Velfærdsaftalen alene øger beskæftigelsen med 105.000 personer og øger BNP med ca. 94 mia. kr. i 2025, jf. Finansministeriet.
Forligspartierne bag (S, V, DF, K, LA og RV) har hidtil vedtaget at hæve pensionsalderen til 68 år i 2030. Forligspartierne skal i 2020 vedtage, at pensionsalderen skal stige til 69 år i 2035 (jf. de seneste levetidsprognoser).
Det hidtidige løft i pensionsalderen er imidlertid langt fra tilstrækkeligt til at sikre holdbarheden. Det er afgørende, at pensionsalderen hæves efter 2030. Ellers vil det slå et betydeligt hul i statskassen.
I 2040 vil der mangle 20 mia. kr. til finansieringen af de offentlige udgifter til fx ældrepleje, sundhed og uddannelse. År for år stiger regningen, og i 2050 vil der mangle ca. 50 mia.kr. stigende til 85 mia. kr. i 2060.
Med Velfærdsforliget og de øvrige gennemførte reformer siden 2006 vurderer Finansministeriet i Konvergensprogram 2019, at dansk økonomi er holdbar - faktisk vurderes den overholdbar på lang sigt målt ved den såkaldte holdbarhedsindikator, der er opgjort til at være ca. 1 pct. af BNP.
Uden stigningen i pensionsalderen efter 2030, som Velfærdsforliget foreskriver, sættes holdbarheden af dansk økonomi over styr.
Hvis aldersgrænserne fastholdes uændret på 2030-niveau vil det kræve betragtelige skattestigninger eller væsentligt nedskæringer i de offentlige serviceudgifter for at fastholde holdbarheden i dansk økonomi. Finanspolitikken vil samlet skulle strammes med ca. 37 mia. kr. årligt blot for at dansk økonomi balancerer på lang sigt.
Hvis de 37 mia.kr. skal finansieres via øgede skatter vil det betyde, at der som minimum skulle opkræves 49 mia. kr. mere i skat årligt (hvis skattestigningerne konservativt antages at være adfærdsneutrale). Når de umiddelbare skattestigninger er større end finansieringsbehovet skyldes det såkaldte tilbageløb via skatter og afgifter. I praksis vil ændrede skatte- eller afgiftssatser have adfærdsvirkninger i form af lavere arbejdsudbud. Hvis sådanne effekter indregnes vil det kræve endnu større skattestigninger.
Tilsvarende gælder hvis de 37 mia. kr. i stedet finansieres gennem lavere offentlige serviceudgifter. I det tilfælde vil det indebære et krav om at sænke det offentlige forbrug med ca. 40 mia. kr. i forhold til et udgiftsniveau svarende til i dag. Det vil for eksempel svare til over 20 pct. af udgifterne til det offentlige sundsvæsen eller over 40 pct. af de offentlige udgifter til undervisning og uddannelse.
Sådan har vi gjort
Beregningerne af konsekvenserne ved opsigelse af Velfærdsforliget er skønnet på baggrund af Finansministeriets svar på FIU alm. del spørgsmål 220 og 326 samt regeringens seneste konvergensprogram 2019.
Vurderingen af finansieringsbehovet stammer ligeledes fra konvergensprogrammet.
For så vidt angår finansiering via skattestigninger er det konservativt forudsat, at skattestigningerne ikke vil have adfærdseffekter samt at det såkaldte tilbageløb via afgifter mv. er på 24,5 pct., svarende til standardforudsætningerne i ministerierne. For udgifter til offentligt forbrug er tilbageløbet i beregningen forudsat til 8 pct.