Beskæftigelse
Offentligt sygefravær er et overset potentiale
14. maj 2026
Debatindlæg
Når sygefraværet i det offentlige ligger markant over det private – også i sammenlignelige stillinger – går vi glip af et væsentligt potentiale for at styrke velfærden med de medarbejdere, vi allerede har.
- Af Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.
Danmark mangler medarbejdere. Det gælder i høj grad den private sektor, men også i den offentlige velfærd. Derfor er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt opmærksomhed vi giver et af de største uudnyttede potentialer på arbejdsmarkedet: det høje sygefravær i den offentlige sektor.
En ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at sygefraværet blandt offentligt ansatte fortsat ligger markant over niveauet i den private sektor – også når man sammenligner medarbejdere med samme jobfunktion, alder og køn.
I 2024 havde offentligt ansatte i gennemsnit 13,3 sygedage om året. I den private sektor var tallet 7,9 dage. Og forskellen findes ikke kun i enkelte fag eller arbejdspladser. Den går igen blandt SOSU’er, rengøringsmedarbejdere, kontoransatte og højtuddannede specialister.
Hvis sygefraværet i det offentlige blev reduceret til samme niveau som blandt tilsvarende ansatte i den private sektor, ville det frigive, hvad der svarer til 11.700 fuldtidsansatte. Heraf alene 8.800 i kommunerne.
Det er mange ekstra medarbejdere til den offentlige velfærd. Særligt i en tid, hvor kommuner og regioner kæmper med rekruttering, stigende udgifter og voksende efterspørgsel efter velfærd.
For udfordringen bliver kun større i de kommende år. Danmark står over for markant flere ældre borgere, som vil øge behovet for pleje, sundhed og omsorg. Samtidig skal der findes medarbejdere til blandt andet forsvar, grøn omstilling og et erhvervsliv, der fortsat skal skabe vækst og finansiere velfærden.
Problemet er, at arbejdsstyrken ikke vokser tilsvarende. Nye fremskrivninger viser tværtimod, at hele den forventede stigning i arbejdsudbuddet frem mod 2040 risikerer at blive opslugt af flere ældre og øgede forsvarsudgifter. Derfor bliver det afgørende, at vi bruger den arbejdskraft, vi allerede har, langt bedre.
En del af løsningen er allerede ansat
En betydelig del af løsningen på udfordringen med mangel på medarbejdere i den offentlige sektor er allerede ansat. Problemet er bare, at alt for mange ikke er på arbejde.
Det høje fravær søges ofte forklaret med, at mange offentlige job er mere krævende og forbundet med større smitterisiko. Men DA’s analyse viser netop, at forskellen ikke alene kan forklares med arbejdsopgaverne. Det peger på, at organisering, ledelse, arbejdsmiljø og kultur også spiller en rolle.
Det bør mane til eftertanke.
For højt sygefravær er ikke bare en statistisk størrelse. Det har konkrete konsekvenser i hverdagen. For kollegerne, der skal løbe stærkere. For borgerne, der oplever flere vikarer og mindre kontinuitet. Og for de offentlige budgetter, som presses af ekstraudgifter til overarbejde og vikardækning.
Samtidig er der store forskelle mellem kommuner og arbejdspladser. Nogle lykkes markant bedre end andre med at holde sygefraværet nede. Det fortæller os, at udviklingen ikke er naturgivet, og at der findes løsninger, som med fordel kan bredes mere systematisk ud.
Ingen forestiller sig, at forskellen mellem offentlig og privat sektor kan fjernes fra den ene dag til den anden. Men selv mindre forbedringer vil kunne frigive tusindvis af medarbejdere til kernevelfærden.
I de kommende år bliver arbejdskraft en af Danmarks mest knappe ressourcer. Derfor har vi ganske enkelt ikke råd til at ignorere et potentiale af den størrelse.
Debatindlæg bragt i Finans den 14. maj 2026