Beskæftigelse
Vi har pligt til at holde hånden under dem, der ikke kan arbejde
6. april 2019
Debatindlæg
Vi skal gøre det godt for de danskere, der ikke kan holde til at arbejde frem til pensionsalderen. Men hvis der skal være råd til at give dem ordentlig hjælp, skal vi sikre, at vi kun bruger vores penge på dem, der har brug for dem.
De seneste måneder har debatten om danskernes pensionsalder fyldt hos politikerne og medierne – og formentligt også hos store dele af befolkningen. Vi har i nyhederne og aviserne mødt danskere, der oplever, at de ikke kan arbejde frem til pensionsalderen. Og vi har hørt fra både politikere og organisationer, hvordan de mener, reglerne for pension skal skrues sammen.
Fra DA har vi gjort det ganske klart, at vi er imod en rettighedsbaseret ordning, hvor alle med en vis anciennitet, uddannelse eller baggrund får lov at gå på tidlig pension. Det er af nogle blevet udlagt som om, at DA ikke vil gøre noget for dem, der ikke længere kan arbejde.
Lad mig derfor slå fast én gang for alle: Vi har pligt til at sørge for, at de danskere, der ikke kan arbejde, får den hjælp, de har brug for. Der er ingen – og slet ikke DA – der har en interesse i, at folk, der reelt ikke kan arbejde, skal arbejde. Det er der ikke én eneste arbejdsgiver i Danmark, der er interesseret i.
Firkantede ordninger
Vi skal se nærmere på, hvad vi kan gøre for de danskere, der ikke kan holde til at arbejde frem til folkepensionsalderen. Andet kan vi ikke være bekendt i et samfund som det danske.
Den bedste måde at gøre det på, er at kigge på seniorførtidspensionsordningen. Den kan på en række punkter indrettes anderledes, så den i højere grad rummer dem, der ikke kan arbejde mere.
For eksempel betyder reformen af førtidspension og fleksjob, der blev gennemført under den tidligere socialdemokratisk ledede regering, blandt andet, at folk der kan arbejde i to timer om ugen, skal arbejde i et såkaldt fleksjob. Og så kan de ikke få seniorførtidspension. Er det nødvendigt at tvinge ældre medarbejdere i arbejde, hvis de kun kan arbejde to timer om ugen? Behøver vores ordninger at være så firkantede? Svaret er nej. Lad os i stedet give ældre medarbejdere med en meget lille arbejdsevne et frivilligt valg. Hvis de gerne vil på arbejde og bidrage et par timer om ugen, ja, så skal de kunne det. Men hvis de ikke ønsker det, så skal de have mulighed for at få seniorførtidspension.
Brug for et holdbart regnestykke
Og hvis der skal være råd til at give gode vilkår til dem, der har brug for at trække sig tilbage før alle andre, så skal vi sikre, at vi kun bruger vores penge på dem, der reelt har brug for dem.
Med en rettighedsbaseret tilgang vil det være umuligt at målrette ordningen til dem, der ikke har helbredet til at blive i deres job. Vi vil i stedet reelt sende sunde og raske danskere, der stadig har mange gode år på arbejdsmarkedet i sig, hjem på sofaen med en tidlig pension. For selv om man er fit for fight og godt kan tage en tørn nogle år endnu, så vælger mange at trække sig tilbage, hvis de får muligheden for det. Vi så det for eksempel med efterlønnen. Da man vedtog den i 1978, mente man, at omkring 34.000 personer ville gøre brug af ordningen. Otte år senere var der tre gange så mange.
Regnestykket bliver simpelthen nødt til at gå op. Derfor skal vi også se på, hvordan vi kan få de mange ældre, der har det godt, til at blive længere på arbejdsmarkedet.
Mange af reglerne om arbejdsindkomst, folkepension, arbejdsmarkedspension, skat, præmiering – og jeg kunne blive ved – er uigennemskuelige. Reglerne skal forsimples, så det står helt klart for den enkelte, hvad et år eller to mere på jobbet betyder for ens økonomi. Og så skal det bedre kunne betale sig at arbejde, også efter folkepensionsalderen.
Alle danskere skal have mulighed for en ordentlig afslutning på deres arbejdsliv. For en lille del af de ældre betyder det, at fællesskabet skal holde hånden under dem før folkepensionsalderen. Det har vi pligt til. Men vi har også pligt til at gøre det på en måde, så fællesskabets penge rent faktisk går til dem, der har behov for dem.