Beskæftigelse

Beskæftigelsesfaldet har muligvis ramt bunden for nu

DA Analyse

Lønmodtagerbeskæftigelsen har været i frit fald de seneste par måneder med et samlet fald i antallet af lønmodtagerjobs på 85.000 fra februar til maj.

Fredag har Danmarks Statistik offentliggjort de seneste tal for udviklingen i beskæftigelsen frem til og med juni. Dagens tal viser, at vi med junis stigning på 11.000 flere lønmodtagere, indtil videre, har ramt bunden af beskæftigelsesnedgangen.

På trods af den solide stigning i antallet af lønmodtagere i juni, sætter juni-tallene punktum for et helt ekstraordinært dårligt 2. kvartal for lønmodtagerbeskæftigelsen. Næsten 70.000 færre lønmodtagere var der i 2. kvartal sammenlignet med 1. kvartal, hvilket gør kvartalet til det med længder svageste beskæftigelsesmæssige kvartal nogensinde.

 

 

Det gør ondt i øjnene på enhver økonom, når 2,5 års beskæftigelsesfremgang forsvinder på blot få måneder. Men det er dog værd at huske på, at det faktisk kunne være gået hen og blevet endnu værre. Diverse hjælpepakker ser ud til at have virket efter hensigten og holdt hånden under mange private lønmodtageres job. Når det er sagt, så er faren langt fra drevet over endnu. Selvsamme hjælpepakker udfases om kort tid, og vi ved, at der er virksomheder i bestemte brancher som kæmper hårdt for eksistensen.

Heldigvis er der tegn på, at det danske arbejdsmarked ikke er frosset helt til. Antallet af nyopslåede stillinger holder eksempelvis et fornuftigt niveau, og ligeså gør antallet af personer, som træder ud af ledighedskøen. Men der er ingen tvivl om, at den private beskæftigelse har fået et historisk hårdt slag. Og med udsigt til flere økonomiske udfordringer i efteråret, er det ikke givet, at økonomien og beskæftigelsen bare lige sådan retter sig op.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE