Beskæftigelse

Genåbning af beskæftigelsesindsatsen vil hjælpe både virksomheder og ledige

Pressemeddelelse

En genetablering af den aktive beskæftigelsesindsats er et nødvendigt skridt på vejen mod en normalisering af beskæftigelsesområdet. Det er især positivt, at den virksomhedsrettede del af indsatsen også kommer tilbage på sporet i store dele af landet.

Regeringen har taget skridt i retning af en delvis genåbning af beskæftigelsesindsatsen. Det betyder blandt andet, at indsatsen over for ledige og andre ydelsesmodtagere genåbner med digital kommunikation som det primære værktøj.  Det betyder også, at de virksomhedsrettede indsatser på området genetableres på private arbejdspladser.

Underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening Erik E. Simonsen udtaler:

- Det er positivt, at man nu åbner for store dele af beskæftigelsesindsatsen. Det er vigtigt, at pligten til at være til rådighed for arbejdsmarkedet bliver genindført, og at der igen kan tilbydes relevante kurser.

Det er afgørende, at de virksomhedsrettede indsatser for ledige og andre ydelsesmodtagere også kommer op i tempo

 - Det er afgørende, at de virksomhedsrettede indsatser for ledige og andre ydelsesmodtagere også kommer op i tempo. Især i denne tid skal vi gøre alt for, at ingen jobmuligheder går tabt, og at vi ikke overlader de ledige til sig selv. For udsatte grupper eller personer, der har været ledige i længere tid, er det også afgørende, at der så vidt muligt etableres – og holdes fast i – kontakt til arbejdsmarkedet. Disse personer bevæger sig længere væk fra arbejdsmarkedet, hvis de ikke modtager konkrete virksomhedsrettede tilbud. Vi risikerer med andre ord at efterlade dem på perronen – og det kan vi ikke være bekendt.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE