Beskæftigelse

DA: Ydelseskommissionen har bestået opgaven

Pressemeddelelse

Der er gode takter i Ydelseskommissionens anbefalinger til et nyt kontanthjælpssystem, mener Dansk Arbejdsgiverforening.

Ydelseskommissionen har haft en yderst svær opgave med at lave forslag til et kontanthjælpssystem, som giver et rimeligt forsørgelsesniveau, et enklere system og som sikrer en økonomisk gevinst ved at tage et arbejde eller en uddannelse.

Den opgave har Ydelseskommissionen bestået. Kommissionen har udarbejdet en række forslag, som balancerer de forskellige hensyn, og som bør være grundlag for et bredt politisk forlig om kontanthjælpen.

DA lægger vægt på, at kommissionen sikrer, at beskæftigelsen vil stige en smule, og at de offentlige udgifter ikke bliver forøget.

DA har i dag i Jyllands-Posten fremlagt et forslag til at styrke aktiviteten for kontanthjælpsmodtagere, så flere vurderes jobparate og kommer ud på private virksomheder.

Kombinerer man DA’s forslag med Ydelseskommissionens forslag, så er der grundlag for et helt nyt og langt mere moderne kontanthjælpssystem, som giver forøgede muligheder – men også krav.

Jacob Holbraad, administrerende direktør i DA, siger:

  • Det er godt, at Ydelseskommissionen anbefaler et langt mere ensartet og smidigt system med kun to satser – det er der i den grad behov for.
  • Ydelseskommissionen har et sundt fokus på incitamenterne til arbejde og uddannelse. Det er bl.a. positivt med forslagene om en mere lempelig modregning af arbejdsindkomst. Det skal dog sikres, at man ikke kan modtage kontanthjælp, hvis man har en relativ høj indkomst fra arbejde.
  • Fritidstillægget til børn bør ligge inden for rammen på 85 pct. af overenskomstmæssig mindsteløn. Beskæftigelseskravet for adgang til den forhøjede sats bør efter DA’s opfattelse være mere markant. Kravet bør være højere eller referenceperioden kortere.
  • DA håber, at der på baggrund af kommissionens anbefalinger, kan laves et bredt politisk forlig, som sikrer stabilitet på området. Det er helt afgørende, at der lægges vægt på, at det altid skal kunne betale sig at arbejde, så vi styrker beskæftigelsen og imødeser udfordringen med mangel på arbejdskraft.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE