Beskæftigelse

Kommunernes sanktionspraksis er vidt forskellig

DA Analyse

Ledige kontanthjælpsmodtagere, der ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet, skal efter reglerne have en økonomisk sanktion.

Der er forskellige former for sanktioner, hvoraf de mest brugte er såkaldte punktsanktioner. De bliver givet, hvis f.eks. en jobparat kontanthjælpsmodtager uden rimelig grund afviser tilbud om arbejde eller aktive tilbud, undlader at overholde aftaler om jobsøgningsaktiviteter eller undlader at registrere aktiviteterne i en joblog på Jobnet. I så fald trækkes et beløb i kontanthjælpen på tre gange sanktionssatsen på mellem 200 og 700 kr., svarende til en punktsanktion på mellem 600 og 2.100 kr. afhængigt af personens ydelsesniveau.

Brugen af punktsanktioner over for ledige kontanthjælpsmodtagere, der ikke er til rådighed, er ikke særlig udbredt. I alt fik ca. 1.100 ledige kontanthjælpsmodtagere en punktsanktion i løbet af 3. kvartal 2020. Det svarer til ca. 5 pct. af alle ledige kontanthjælpsmodtagere.

Samtidig er der store kommunale forskelle. Mest hyppigt bliver sanktioner givet i Nyborg, Mariagerfjord og Vejen Kommuner, hvor omkring hver fjerde ledig kontanthjælpsmodtager fik en punktsanktion i løbet af 3. kvartal 2020. Omvendt har en række kommuner givet meget få punktsanktioner, og mange har slet ikke givet punktsanktioner i 3. kvt. 2020, jf. figur 1.

 

 

Sammenholdes kommunernes sanktionspraksis med en opgørelse af kontanthjælpsmodtagernes jobsøgningsaktivitet, er det tydeligt, at manglende jobsøgning langt fra i alle tilfælde udløser en punktsanktion. På trods af at kommunerne efter reglerne skal sanktionere ledige kontanthjælpsmodtagere, der ikke søger job, sker dette åbenlyst ikke systematisk.

I juli 2020 havde 31 pct. af at de ledige kontanthjælpsmodtagere ikke søgt et eneste job. I august var det 28 pct. og i september 26 pct. Alligevel var det kun 5 pct. af de ledige kontanthjælpsmodtagere, der blev sanktioneret med en punktsanktion i løbet af 3. kvartal 2020.

Der er en tendens til, at andelen af jobparate kontanthjælpsmodtagere, der ikke søger job, er højere i kommuner, der ikke giver sanktioner i væsentligt omfang end i kommuner, der gør. F.eks. søgte 139 jobparate kontanthjælpsmodtagere i Vejle Kommune ikke et eneste job i juli 2020, svarende til 57 pct. af alle. Kun 6 jobparate kontanthjælpsmodtagere blev dog sanktioneret med en punktsanktion i 3. kvt. 2020, svarende til under 2 pct. af alle de jobparate kontanthjælpsmodtagere i kommunen.

 

Sanktioner for manglende jobsøgning skal falde senest 3 måneder efter hændelsen. Det kan derfor ikke udelukkes, at nogle af de kontanthjælpsmodtagere, der ikke har søgt job i juli 2020, vil blive sanktioneret i 4. kvartal 2020.   

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE