Beskæftigelse

LØNKOMPENSATION JUSTERET FREM MOD GENÅBNING

Pressemeddelelse

I forbindelse med den igangværende genåbning af Danmark har regeringen og arbejdsmarkedets parter besluttet at justere lønkompensationsordningen.

Justeringen betyder, at virksomhederne yderligere får den mulighed, at medarbejdere, omfattet af lønkompensationsordningen, kan genoptage deres arbejde i de sidste syv kalenderdage op til virksomhedens genåbning, uden at dette påvirker virksomhedens mulighed for at få fuld lønkompensation for disse dage.

Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad siger:

- Heldigvis står vi et sted, hvor vi så småt kan se vores virksomheder genåbne. I den forbindelse er det positivt, at medarbejdere får mulighed for at møde på arbejde syv dage inden genåbning, så de kan forberede aktiviteter og sikre, at virksomhederne kan komme hurtigt op i gear.

Muligheden vil gælde både den generelle lønkompensationsordning og ordningen for tvangslukkede virksomheder. Den kan benyttes én gang for hver lønkompenserede medarbejder, som desuden skal have været omfattet af ordningen i mindst 30 dage i alt.

Den generelle lønkompensationsordning gælder fortsat til og med d. 30. juni 2021, mens ordningen for tvangslukkede virksomheder fortsætter, indtil de pågældende virksomheder får lov til at genåbne.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE