Mangel på arbejdskraft kan sætte opsving over styr

Beskæftigelse

Mangel på arbejdskraft kan sætte opsving over styr

Artikel

Antallet af forgæves rekrutteringer er nu tilbage til niveauet før coronakrisen, viser nye tal. Med 74.700 forgæves rekrutteringer er der sket en stigning på over 50 procent siden december 2020.

Coronakrisen har sat sine spor i langt de fleste virksomheder og brancher. Men i nogle brancher, fx bygge- og anlæg, er der så meget kul på kedlerne, at de nu har problemer med at få den nødvendige arbejdskraft. I mere end hvert tredje rekrutteringsforsøg (36%) har de ikke fået den ønskede medarbejder, viser tal fra STAR, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Samlet set var godt 20,6 procent af danske virksomheders rekrutteringsforsøg forgæves. Det bekymrer Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk arbejdsgiverforening.

”Vi har i mange år manglet faglært arbejdskraft, og det er et problem, hvis denne mangel bliver endnu større, da det i værste fald kan føre til overophedning af økonomien. Vi må ikke sætte det opsving, der venter på den anden side af coronakrisen over styr”, siger Jacob Holbraad.

Det er desværre ikke kun i bygge- og anlægsbranchen, at virksomhederne har store udfordringer med at rekruttere kompetente medarbejdere. Indenfor landbrug, skovbrug og fiskeri oplevede man, at 28 procent af rekrutteringerne endte forgæves. Indenfor hotel- og restaurationsbranchen var tallet 27 procent.

”Vi står allerede i en bred mangelsituation, hvor virksomhederne har problemer med at finde de rette hænder og hoveder til at løse de nødvendige opgaver”, siger Jacob Holbraad.

Hvis virksomhederne ikke kan rekruttere de medarbejdere, som de har behov for, kan det blandt andet betyde, at de mister ordrer eller må sende opgaver til udlandet. Det vil i sidste ende betyde tab af vækst og arbejdspladser i Danmark. 

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE