"The great resignation" er ikke et dansk fænomen

Beskæftigelse

"The great resignation" er ikke et dansk fænomen

Debatindlæg

Herhjemme er der ingen grund til at frygte den bølge af opsigelser, som er en tendens i USA. Sådan skriver Anders Borup Christensen i sin kommentar i Børsen.

Der er høj fart på det danske arbejdsmarked, hvor beskæftigelsen er rekordhøj. For nyligt viste nye tal fra DA’s “Jobskiftestatistikken”, at jobomsætningen på det danske arbejdsmarked også var historisk høj i 2021, fordi mange har fået nyt job. Næsten fire ud af ti medarbejdere på virksomheder inden for DA-området har fået et nyt job i 2021. Til sammenligning havde tre ud af ti fået nyt job i 2019, før coronapandemien ramte Danmark. Udviklingen afspejler, at dansk økonomi har været i markant fremgang igennem 2021, og virksomhederne ansætter mange nye medarbejdere.

Til gengæld er afgangen – dvs. medarbejdere, som er stoppet i deres job – stort set uændret fra 2019 til 2021. Tallene slår dermed også fast, at al snak om “den store opsigelse” på det danske arbejdsmarked – også kendt som “the great resignation” på engelsk – må forstumme. “The great resignation” er et fænomen omtalt i blandt andet tidsskriftet The Economist.

Det er en tendens, man har set i USA, hvor lønmodtagere siger deres job op i hobetal i protest mod blandt andet dårlige arbejdsvilkår eller et ønske om mere fritid. De flytter enten over i andre brancher eller forlader helt arbejdsmarkedet. Derfor er erhvervsdeltagelsen i USA også faldet i forhold til før pandemien.

Der har også været en diskussion om, hvorvidt man vil se en lignende tendens på det danske arbejdsmarked. I Danmark er der anekdoter om folk, som melder sig ud af arbejdsmarkedet. Men det bliver heldigvis ved anekdoterne og er altså ikke en tendens, som kan aflæses i en bølge af opsigelser på det danske arbejdsmarked.

Tværtimod er folk strømmet ind på arbejdsmarkedet og arbejdsstyrken er steget markant sammenlignet med før corona. Det er en gigantisk succeshistorie. Ledigheden er meget lav, og blandt andet mange indvandrere samt personer på kanten af arbejdsmarkedet er kommet i job.

Der er ingen tvivl om, at generelt gode ansættelsesvilkår og en god balance mellem arbejde og fritid på det danske arbejdsmarked er en del af forklaringen på, at udviklingen i Danmark adskiller sig markant fra de amerikanske erfaringer.

Det fleksible danske arbejdsmarked betyder også, at arbejdsgiverne er mere villige til at åbne dørene, så personer med begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet også kan få en chance for at blive en del af det fællesskab, der er på en arbejdsplads. Det har også bidraget til, at arbejdsstyrken har sat nye rekorder måned efter måned.

Det er positivt, at “the great resignation” ikke kan ses i dansk sammenhæng. For virksomhederne har brug for alle ledige hænder og hoveder. Det er det, som er arbejdsgivernes største bekymring, når de rammer hovedpuden hver aften. Takket være den kloge indretning af det danske arbejdsmarked kan “the great resignation” forblive en ond drøm for de amerikanske arbejdsgivere.

Kommentaren blev bragt i Børsen den 25. juli 2022.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE