Beskæftigelse
Modviljen mod nye reformer er historieløs
6. marts 2023
Debatindlæg
Allerede i dag begynder arbejdskraft at være en knap ressoruce, så reformer, der øger arbejdsudbuddet, vil være helt afgørende politik i de kommende år.
Af Anders Borup Christensen, cheføkonom i Dansk Arbejdsgiverforening.
Den nye regering har sat et ambitiøst reformmål om at øge arbejdsudbuddet med 45.000 personer frem mod 2030. Dermed har regeringen slået sig ind på en ambitiøs reformkurs efter to valgperioder, hvor det ikke er lykkes at føre en økonomisk politik, som samlet set har løftet den strukturelle beskæftigelse væsentligt. Altså er regeringens kursskifte tiltrængt.
Alligevel har regeringens nye kurs affødt en debat om, hvorvidt det overhovedet er nødvendigt med reformer. Senest med et indlæg her i avisen fra AE’s cheføkonom.
Det kan undre. For kender man sin økonomiske historie, så ved man, at Danmarks gode økonomiske udgangspunkt netop skyldes sunde og rettidige reformer i 00’erne og 10’erne. Ifølge Finansministeriet vurderes reformer gennemført siden 2000 at have løftet beskæftigelsen med over 170.000 fuldtidspersoner og forbedret de offentlige finanser med omkring 70 mia. kr. Piller man – rent hypotetisk – effekten af disse reformer ud af beskæftigelsesudviklingen, havde der faktisk været et fald i arbejdsudbuddet i samme periode på 90.000 fuldtidspersoner. Uden reformerne ville beskæftigelsen altså være bremset op for længe siden. Reformerne bærer med andre ord – sammen med stærke virksomheder og dygtige medarbejdere – æren for, at vi siden midten af 2021 måned efter måned har kunnet fejre nye rekorder med tårnhøj beskæftigelse.
Kritikerne af regeringens reformkurs argumenterer for, at reformer ikke længere er nødvendig politik, som det var i 00’erne og 10’erne. De henviser til, at vi har overholdbare offentlige finanser, og at der derfor er rigeligt med penge til at finansiere de politiske prioriteter, man måtte have i fremtiden.
Men her fejlfortolker man Finansministeriets fremskrivninger. Fremskrivningerne er ikke en prognose for fremtiden, men i stedet et stiliseret robusthedstjek af, om vi kan finansiere vores velfærdssamfund med de samfundsstrukturer, vi har i dag. Men det er naivt at tro, at strukturerne ikke forandres i fremtiden. Senest har Nina Smith peget på en række strukturelle udfordringer, som ikke håndteres i Finansministeriets fremskrivninger.
Men selvom pengene skulle række i fremtiden, så løber vi hurtigt tør for tidens knappe ressource – nemlig arbejdskraft. Både de private og offentlige arbejdsgivere melder om mangel på medarbejdere. Og udfordringen bliver kun større de kommende år, hvor udviklingen i arbejdsudbuddet slet ikke vil kunne følge med befolkningen. Det udfordrer balancen i dansk økonomi, når antallet af beskæftigede ikke kan følge med antallet af personer uden for arbejdsstyrken.
Reformer, som øger arbejdsudbuddet, bliver dermed igen helt afgørende politik, når det handler om at indfri vores ambitioner for det danske samfund. Og her skal vi huske de gode, historiske erfaringer med reformpolitikken. De rummer svaret på, hvordan vi indfrier ambitionerne om, at Danmark i fremtiden skal være et grønt og velstående samfund med en offentlig velfærd af høj kvalitet.
Debatindlæg bragt i Børsen den 6. marts 2023.