Beskæftigelse

Gruppen af 43.000 unge uden job og uddannelse kræver mere end én løsning

DA Analyse

Trods stigende beskæftigelse er der fortsat 43.000 unge, der hverken er i job eller uddannelse. De unge i gruppen kæmper dog med vidt forskellige problemer. Mange af de unge har allerede en tilknytning til arbejdsmarkedet og kommer ret hurtigt i job og uddannelse af sig selv, mens andre unge kæmper med så mange forskellige udfordringer, at arbejdskraftspotentialet på kort sigt er meget begrænset.

Unge uden job og uddannelse er en særdeles vigtig udfordring. Det gælder både for de unge selv og samfundet, men også for virksomhederne. I 2022 var der omkring 43.000 mellem 15 og 24 år, der hverken var i job eller uddannelse. Det svarer til omkring 6 pct. af alle unge i aldersgruppen. De 43.000 unge udgør dog klart et mindretal af den samlede ungegruppe, hvor 94 pct. svarende til 632.000 unge i aldersgruppen 15-24 år er i uddannelse eller job.

Hver fjerde af de unge er allerede i arbejde

Hver fjerde person i gruppen af de ca. 43.000 arbejder – men under 18 timer om ugen. Det kan være unge mennesker, der arbejder i kassen i et supermarked eller som tjener på en restaurant. De unge, som er i job, er en del af gruppen på grund af definitionen på unge uden job og uddannelse, jf. boks med definition.

Andelen af de unge i gruppen, der har været i beskæftigelse, har desuden været svagt stigende siden 2018, og i dag er det knap 11.000 00 af de unge, der er i job.

 

Blandt de unge, der ikke allerede er i job, er omkring 15.000 selvforsørgede. Disse personer modtager hverken offentlig forsørgelse eller har en lønindkomst, men forsørges af andre, herunder også forældre. Dertil er der ca. 17.000 unge, der modtager en form for offentlig forsørgelse, hvoraf langt de fleste får uddannelseshjælp. Et fåtal af gruppen er på ressourceforløb, dagpenge/sygedagpenge eller i fleksjob.

 

Mange unge er ude af gruppen efter et år

En stor del af de unge er kun i gruppen i kort tid, og omtrent halvdelen af de unge er kun i gruppen i et enkelt år, hvorefter de er ude af gruppen igen. Det gælder særligt de 15-19-årige, mens de, der er fyldt 20 år, i højere grad hænger fast i gruppen. De unge, der enten har et job, eller som er selvforsørgede, er også i langt højere grad ude af gruppen efter 1 år, mens de unge på offentlig forsørgelse i højere grad er i gruppen flere år. De unge, som forlader gruppen, overgår primært til job eller går i gang med en ungdomsuddannelse.

 

Udfordringerne for de unge uden uddannelse eller job

Mens mange af de unge i gruppen kun er i gruppen i kort tid, eller er i gruppen fordi de ikke arbejder mindst 18 timer om ugen, er der også en stor del af de unge, der har betydelige sociale og psykiske udfordringer. Beskæftigelsesministeriets rapport ”Status på arbejdsmarkedet” fra februar 2024 viser f.eks., at 43 pct af de unge i gruppen har en eller flere psykiatriske diagnoser. De unge, der har været i gruppen i flere år, har også i højere grad flere udfordringer på samme tid, mens halvdelen af de unge, der hurtigt kommer ud af gruppen, ikke har nogen målbare udfordringer.

 

Arbejdsmarkedsperspektivet for gruppen af unge med flere forskellige diagnoser må på kort sigt anses for at være relativt mere begrænset. Denne gruppe kan have behov for en helhedsorienteret tilgang, der kombinerer sociale og helbredsmæssige indsatser samt en beskæftigelsesrettet indsats. Det er dog helt centralt, at udfordringerne skal tages seriøst, selvom beskæftigelsespotentialet på kort sigt er begrænset – både af hensyn til den unge, og fordi beskæftigelsespotentialet fortsat er der, om end på lidt længere sigt.

Det samlede arbejdskraftpotentiale i gruppen er dermed også begrænset. Mange i gruppen forsvinder hurtigt ud af gruppen af sig selv, mens andre igen har mange og forskelligartede udfordringer.

Definition af unge uden uddannelse og beskæftigelse

Definitionen af unge uden uddannelse og beskæftigelse følger den, der anvendes af Børne- og Undervisningsministeriet og Beskæftigelsesministeriet.

Gruppen dækker over personer i alderen 15-24 år, som ved nedslag pr. 1. oktober det pågældende år opfylder følgende karakteristika:

  • Bosat i Danmark og har gået i dansk grundskole (7.-9. klasse). Ingen krav om gennemførsel af grundskolen.
  • Er ikke i gang med, og har ikke gennemført, en ungdomsuddannelse.
  • Er beskæftiget maks. 18 timer pr. uge.
  • Er ikke førtidspensionist og modtager ikke SU.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE