Beskæftigelse
Ønsket om en mere fleksibel løndannelse blev ikke opfyldt med OK24
26. april 2024
Debatindlæg
Der er desværre ikke noget, der tyder på, at resultatet fra de offentlige overenskomstaftaler eller trepartsaftalen om løn og arbejdsvilkår vil føre til gennemgribende strukturelle ændringer i den offentlige løndannelse.
Af Anders Borup Christesen, cheføkonom i Dansk Arbejdsgiverforening.
I sidste uge blev de offentlige overenskomster stemt hjem med et rungende ja. Det massive ja-flertal afspejler, at lønrammen til de offentligt ansatte har været ekstraordinær stor. Udover en økonomisk ramme på 8,8 pct. over den kommende 2-årige overenskomstperiode, tilføres den offentlige sektor næsten 7 mia. kr. i ekstra lønkroner, som følge af trepartsaftalen på det offentlige områder fra december 2023. Trepartsmidlerne er målrettet sygeplejerskerne, jordemødre, SOSU-personale, pædagoger og socialpædagoger, som kan se frem til ekstra store lønstigninger de kommende år.
Desværre tager man ikke grundlæggende fat på at reformere de stive lønstrukturer i den offentlige sektor. Lokalt bestemte lønstigninger udgør en meget lille del af lønforhandlingen, så den enkelte leder har kun et lille rum til at belønne de dygtigste medarbejdere. Og alle medarbejdergrupper på tværs af den offentlige sektor får stort set samme lønstigninger, bortset fra de grupper, der i strid med den danske model fik et ekstraordinært lønløft som følge af trepartsaftalen. Det låser lønstrukturerne i den offentlige sektor i et jerngreb og gør det reelt umuligt for lønningerne at tilpasse sig til udbud og efterspørgsel.
Samtidig bryder trepartsaftalen med principperne i den danske aftalemodel om, at lønnen i den offentlige sektor altid skal følge den private lønudvikling, og at det er de konkurrenceudsatte virksomheder, som fastlægger lønudviklingen i Danmark.
Der er elementer i overenskomstaftalerne, som trækker i den rigtige retning. For eksempel gøres det mere attraktivt at være på fuld tid og tage vagter på skæve tidspunkter. Men kun 1 ud af de 7 mia. kr. afsættes til mere lokal løndannelse og er først til forhandling ved den næste overenskomstforhandling i 2026.
Ud af en samlet lønsum i den offentlige sektor på næsten 400 mia. kr., er 1 mia. kr. en dråbe i havet. Størstedelen af lønnen vil fortsat være centraliseret, hvilket betyder, at lønnen fastsættes i overenskomsten med begrænset mulighed for lokale og individuelle tilpasninger – modsat kutymen i det private.
Den konklusion bakkes op af vismændene i deres nyeste produktivitetsrapport. De vurderer, at det underliggende problem med den fastlåste løndannelse i den offentlige sektor ikke er løst med trepartsaftalen. Alle offentligt ansatte vil fortsat få stort set samme lønstigning i de offentlige overenskomstaftaler. Det står i vejen for, at man i de offentlige overenskomster kan håndtere de rekrutteringsudfordringer, som den offentlige sektor står overfor.
Der er brug for mere gennemgribende strukturelle ændringer. Der er behov for bedre og øget brug af fleksibel løn, som giver mulighed for at belønne medarbejdere, der yder en ekstra indsats. Det vil også bidrage til at øge produktiviteten i den offentlige sektor, som historisk har været svag og skuffende. Herudover er det afgørende, at man kan omfordele midler mellem stat, kommuner og regioner. Det vil gøre det muligt at tilpasse lønstrukturerne til de lokale såvel som nationale rekrutteringsbehov.
Heldigvis er parterne i trepartsaftalen enige om, at politikernes indblanding i overenskomsterne med milliardgaver er og bliver en engangsforestilling. I stedet bør parterne på det offentlige arbejdsmarked, med afsæt i det nedsatte udvalg om fleksibel løndannelse, én gang for alle gøre op med den stive løndannelse i den offentlige sektor.
Debatindlægget er bragt i Finans den 25. april 2024.