
Beskæftigelse
Fejlskud fra Akademikerne
16. januar 2025
Debatindlæg
Af Erik Simonsen, vicedirektør i Dansk Arbejdsgiverforening
Akademikerne startede desværre det nye år med at løbe med en halv vind, idet de i denne avis fremlagde en analyse, der viste, at seniorers beskæftigelse kunne øges med 3.300 fuldtidspersoner, hvis seniorer forlod ledighed lige så hurtigt som andre aldersgrupper.
Akademikernes analyse er imidlertid meget enøjet, fordi de blandt andet glemmer at nævne, at seniorers ledighed ligger på gennemsnittet. Når seniorers ledighed gør det, er der jo ikke noget beskæftigelsespotentiale ved at få nedbragt deres ledighed til gennemsnittet.
Det er rigtigt, at seniorer er ledige lidt længere tid end andre aldersgrupper, men det hænger i høj grad sammen med mulighederne for tidlig tilbagetrækning. Til gengæld har seniorer en lavere risiko for at blive ledige.
Ifølge Akademikerne er 55-64-årige ledige i seks uger længere end gennemsnittet, hvilket de har regnet sig frem til ved at kigge på perioden fra 2014 til 2023. Men den forskel er faldet de senere år, og i perioden 4. kvt. 2023 til 3. kvartal 2024 var forskellen blot 1½ uge. Det reducerer potentialet på de 3.300 markant, og potentialet forsvinder stort set, hvis Akademikerne havde taget højde for, at langt fra alle ledige overgår til beskæftigelse eller arbejder på fuldtid.
Det er en underlig konkurrence om at tegne et falsk negativt billede, som Akademikerne også tager del i. Lad os nu være fælles om at tale seniorerne op i stedet for at tale dem ned.
Debatindlæget er bragt i Berlingske den 16. januar 2025.