Beskæftigelse
Kunstig intelligens kan frigøre tusindvis af akademikere i den offentlige sektor
28. maj 2025
DA Analyse
Den seneste ti år er antallet af offentligt ansatte steget markant. Det er i høj grad trukket af flere ansatte med en lang videregående uddannelse, der er steget med knap 60 pct. siden 2010. Kunstig intelligens rummer imidlertid et enormt potentiale for at hæve produktiviteten i den offentlige sektor. Særligt stort er potentialet for dem med de lange uddannelser, som vil kunne spare ca. 17 pct. af deres arbejdstid, hvis de udnyttede AIs fulde potentiale.
De seneste få år er GenAI og sprogmodeller blevet udbredt som vigtige værktøjer, man kan benytte i opgaveløsning på arbejdet. Særligt grupper, der bruger meget af deres arbejdstid på sagsbehandling, journalisering, dokumentation og informationssøgning, vil kunne frigøre meget af deres arbejdstid ved at benytte AI. DA har i samarbejde med BCG udarbejdet en rapport, som kortlægger potentialerne for GenAI i den offentlige sektor. Rapporten viser, at der særligt for offentligt ansatte med en lang videregående uddannelse (LVU) er et stort potentiale for at spare arbejdstid i 2040 ved at benytte AI-løsninger. Samlet vil LVU’erne kunne spare 16,9 pct. af deres arbejdstid, jf. figur 1. Det svarer til 27.000 fuldtidspersoners arbejdstid.
Samlet set vil GenAI kunne frigøre svarende til 90.000 fuldtidsbeskæftigedes arbejdstid i den offentlige sektor, hvis de kunne udnytte det samlede potentiale.
Mellem 2010 og 2023 er antallet af offentligt ansatte med en LVU steget med 58 pct. Det er knap 60.000 fuldtidspersoner, jf. figur 2. Samtidig har der været et fald i antallet af offentligt ansatte, der er faglærte og ufaglærte på hhv. 12 og 25 pct.
Udviklingen har medført en ændring i uddannelsessammensætningen blandt ansatte i den offentlige sektor. I 2010 havde hver syvende offentligt ansatte en LVU, i 2023 var det hver femte. I samme periode er andelen, der er enten faglærte eller ufaglærte, gået fra at være hver anden til fire ud af ti.
Det store produktivitetspotentiale for akademikerne ved kunstig intelligens kan vende de seneste mange års tendens til et stigende antal akademikere i den offentlige sektor. Hvis det fulde potentiale på 27.000 årsværk realiseres, vil det give en besparelse på 19 mia. kr. (2024-niveau) Det vil samtidig reducere antallet af administrative årsværk, som er steget massivt i den offentlige sektor og dermed frigøre tid og ressourcer i den offentlige sektor til blandt andet at fokusere på mere borgernære opgaver.
Samtidig viser forskning fra Rockwoolfonden, at andelen af akademikere blandt de kommunalt ansatte har betydning for, hvor produktive kommunerne er. Deres analyse finder, at de mest effektive kommuner i højere grad end andre kommuner har modstået den generelle tendens til at ansætte flere akademikere i den kommunale administration.
Faktaboks: Sådan har vi gjort
Danmarks Statistiks register Beskæftigelse for Lønmodtagere benyttes til at opgøre antallet af fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere i den offentlige sektor i året.
LVU dækker over personer med en lang videregående uddannelse eller Ph.d. MVU dækker over personer med en mellemlang videregående uddannelse eller en bachelor. Ufaglærte dækker over personer, der ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse. Personer, hvor uddannelsesoplysninger mangler, indgår ikke i analysen.
I august 2024 har DA og BCG udgivet rapporten ”GenAI – et væsentligt potentiale for den danske offentlige sektor i 2040”. I denne rapport er arbejdstidspotentialet ved brug af AI udregnet for forskellige stillinger i den offentlige sektor. Disse potentialer er vægtet sammen til et gennemsnitligt potentiale for hver uddannelsesgruppe i ovenstående analyse ift. ansatte i stillingernes uddannelsesniveau og potentialerne for alle i uddannelsesgruppen.