Beskæftigelse
Der er ikke medarbejdere nok til at indfri valgløfterne
4. maj 2026
DA Analyse
Ny fremskrivning fra Finansministeriet viser, at Danmark løber tør for arbejdskraft, før politiske ambitioner kan indfries. Derfor er reformer, der øger arbejdsudbuddet, helt afgørende i et nyt regeringsgrundlag.
Kort før valgkampen blev skudt i gang, lancerede SVM-regeringen dens 2035-plan. I planen forventes arbejdsudbuddet at stige med ca. 56.000 fuldtidspersoner i perioden 2025-2040. Det er imidlertid en begrænset stigning i arbejdsudbuddet, både når man sammenligner med den historiske udvikling og i lyset af de opgaver, som det danske samfund står over for i de kommende år.
Først og fremmest er det en bunden opgave at indfri NATO-målsætningen om, at forsvarsudgifterne til militære kernebehov skal udgøre 3,5 pct. af BNP. Dernæst bliver der markant flere ældre i den danske befolkning, som vil øge presset og behovet for ældrepleje og sundhedsydelser. Beregninger viser, at de to opgaver alene kan lægge beslag på netop 56.000 medarbejdere og altså dermed reelt hele stigningen i arbejdsudbuddet for 2040, jf. figur 1. Hertil kommer så behovet for medarbejdere til grøn omstilling og klimasikring og ikke mindst flere medarbejdere til erhvervslivet.
Allerede i dag oplever virksomhederne udfordringer med at rekruttere nye medarbejdere. Men disse vanskeligheder ser ud til at blive endnu mere markante i de kommende år. Med de nuværende udsigter efterlades erhvervslivet uden flere ekstra medarbejdere de næste 15 år frem mod 2040, jf. figur 2.
Når virksomhederne ikke kan finde medarbejdere, går det ud over vækst, investeringer og velstand og offentlige finanser. Konsekvensen er mindre velstand og færre muligheder og råderum til f.eks. at udbygge velfærd, sikre grøn omstilling eller lette skatter og afgifter.