Integration
Kommuner kan spare millioner ved færre indvandrere på offentlig forsørgelse
10. november 2019
DA Analyse
Der er for en lang række kommuner et enormt økonomisk potentiale forbundet med at hjælpe flere indvandrere fra offentlig forsørgelse til beskæftigelse. Alene i Odense Kommune kunne der spares 250 mio. kr. i de offentlige kasser, hvis blot de havde lige så få indvandrere på offentlig forsørgelse som landsgennemsnittet.
Hver tredje ikke-vestlige indvandrer var i 2018 på offentlig forsørgelse. Blandt personer med dansk oprindelse var tallet 18 pct. Som vist i talrige øvrige analyser er ikke-vestlige indvandrere med andre ord markant overrepræsenteret på offentlig forsørgelse.
Denne overrepræsentation kommer blandt andet til udtryk ved høje udgifter til offentlig forsørgelse. I 2018 udbetalte de offentlige kasser knap 14 mia. kroner alene til forsørgelsesydelser til ikke-vestlige indvandrere. Udgifter, der er forbundet med indvandreres lave arbejdsmarkedsdeltagelse, er dog reelt større, da der bl.a. skal påregnes manglende skatteindtægter. En analyse fra Finansministeriet viste, at ikke-vestlige indvandrere samlet set kostede de offentlige kasser 16 mia. kr. i 2016.
Nogle kommuner har særligt mange ikke-vestlige indvandrere på offentlig forsørgelse. Det gør sig f.eks. gældende i Odense Kommune, hvor 45 pct. af ikke-vestlige indvandrere modtager en offentlig ydelse. Som vist i en DA-analyse fra april 2019, er der imidlertid store forskelle på, hvordan kommunerne arbejder med ikke-vestlige indvandrere. Eksempelvis møder kun 12 pct. af de ikke-vestlige kvinder på kontanthjælp i Odense et krav om at være aktiv jobsøgende. I Høje Tastrup er tallet 33 pct. En så markant forskel tyder på, at ændret praksis i nogle kommuner har potentiale til at nedbringe antallet af ikke-vestlige indvandrere, der er på offentlig forsørgelse.
Selv små procentvise ændringer kan have store økonomiske konsekvenser. Sænkes andelen af offentligt forsørgede ikke-vestlige indvandrere i hele Danmark bare fra 32 pct. til 31 pct. vil det f.eks. medføre en mindreudgift til forsørgelsesydelser for de offentlige kasser på ca. 430 mio. kr. årligt.
Potentialet kan ligeledes på kommunalt niveau være meget stort. Var der f.eks. 1 procentpoint færre på offentlig forsørgelse i Odense, ville det frigive 20 mio. kroner. Havde Odense kommune samme andel på offentlig forsørgelse som gennemsnittet i landet – 32 pct. – ville de offentlige kasser spare godt 250 mio. kr. årligt.
Nedenfor kan man ved at vælge faneblad ses besparelsen opdelt på kommuner ved en henholdsvis 1 procentpoint sænkning eller hvis kommunen lå på landsgennemsnittet.
Under fanen “landsgennemsnit” er kun fremhævet de kommuner, der har større andel offentligt forsørgede end landsgennemsnittet og derfor vil opnå en besparelse, hvis de nåede landgennemsnittet.
Det bør bemærkes, at kommunernes sammensætning er forskellige. Dels fordi befolkningen er forskelligt sammensat, og dels fordi, der er forskelle på fordelingen af de ydelser, indvandrerne er på. Sidstnævnte forsøges der at blive taget højde for, idet beregningen tager udgangspunkt i den gennemsnitlige forsørgelsesudgift per fuldtidsforsørgede i kommunen.
Sådan har vi gjort
Offentlige ydelser er ekskl. SU, efterløn og folkepension, og dækker alene over de direkte ydelsesudgifter og derved ikke børneydelse, boligstøtte mv. Tallene dækker derudover ikke yderligere offentlige udgifter til beskæftigelsesindsatsen såsom aktiveringsudgifter mv. Dette kan betyde at besparelsen i mange tilfælde underestimeres. Forsørgelsesudgifter er fundet på baggrund af jobindsats og dækker over både stats og kommuners udgifter til forsørgelsesydelser. Der er i analysen ikke taget højde for kommunal udligning mv.
Beregningerne er foretaget ud fra regneeksempler, hvor kommunens gennemsnitlige forsørgelsesudgift er fastholdt med hhv. 1 pct. point færre ikke-vestlige indvandrere på ydelser eller ved et landsgennemsnit.