Løn og ansættelse

Ny trepartsaftale giver virksomheder mulighed for at se medarbejderes coronapas

Pressemeddelelse

Arbejdsmarkedets parter og regeringen har i dag indgået en aftale, der giver arbejdsgiverne lov til at bede medarbejdere om at fremvise coronapas. Det vil hjælpe virksomhederne med at beskytte deres ansatte og begrænse smittespredningen.

Viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Pernille Knudsen udtaler:

- Virksomhederne har i noget tid stået i en meget svær situation, hvor de ikke har haft et klart juridisk fundament til at passe ordentligt på deres medarbejdere og virksomhed. Nu får de med adgangen til at se coronapas et godt værktøj til at kunne beskytte deres medarbejdere og sikre, at driften kan fortsætte ved at tage de forholdsregler, der skal til for at forhindre udbrud på arbejdspladserne.

- Det er helt afgørende for samfundet og Danmarks konkurrenceevne, at vi gør, hvad vi kan for at begrænse smitten, så vi undgår store nedlukninger. Derfor er det vigtigt, at vi løbende ser på, hvordan vi kan hjælpe virksomhederne i kampen med corona.

- Det er godt, at virksomhederne med aftalen får adgang til at bede medarbejderne om at tage en test på arbejdspladsen som supplement til det offentlige testsystem, så lange ventetider ikke risikerer at bremse virksomhedernes drift.

Læs mere om

LØN OG ANSÆTTELSE