Behov for fleksibel overgangsperiode i udfasning af hjælpepakker

Overenskomst og arbejdsret

Behov for fleksibel overgangsperiode i udfasning af hjælpepakker

Pressemeddelelse

En økonomisk ekspertgruppe anbefaler i dag, at hjælpepakkerne skal slutte 8. juli. Det er vigtigt, at man laver en overgangsfase for hjælpepakkerne, så vi holder liv i levedygtige virksomheder.

Regeringen har bedt en økonomisk ekspertgruppe bestående af professor Torben M. Andersen, professor Michael Svarer og professor Philipp Schröder om at komme med forslag til, hvordan de midlertidige hjælpepakker, der har holdt hånden under danske virksomheder og job under coronakrisen, skal udfases.

Ekspertgruppen har i dag præsenteret sine forslag. Her anbefaler eksperterne, at hjælpepakkerne, herunder lønkompensationsordningen, bør slutte 8. juli. Dog skal der laves målrettede initiativer til fortsat at holde en hånd under specifikke brancher, der fortsat er midlertidigt påvirket af nedlukning og restriktioner.

Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad udtaler:

- Jeg er enig med ekspertgruppen i, at virksomhederne inden for en overskuelig fremtid skal stå på egne ben, og at hjælpepakkerne i den forbindelse skal udfases. Men det skal gøres på en gradvis måde, så vi tager hensyn til, at det ikke er alle brancher, der har fået lov at åbne. Mange steder er man også fortsat underlagt regler, der begrænser indtjeningen. Vi skal sikre en ordentlig overgang, så vi holder liv i levedygtige virksomheder.

Eksperternes tanke om at lave en overgangsfase, hvor vi går fra lønkompensation til en arbejdsfordelingsordning, hvor medarbejderne kan arbejde i en del af tiden, er god

- Lønkompensationsordningen har holdt hånden under tusindvis af arbejdspladser. Men den er og har været dyr for staten og virksomhederne. Her synes jeg, at eksperternes tanke om at lave en overgangsfase, hvor vi går fra lønkompensation til en arbejdsfordelingsordning, hvor medarbejderne kan arbejde i en del af tiden, er god. Jeg vil opfordre regeringen til at indkalde til drøftelser herom med arbejdsmarkedets parter, som ekspertgruppen foreslår.

Læs mere om forslagene fra den økonomiske ekspertgruppe her.

Læs mere om

OVERENSKOMST OG ARBEJDSRET