Overenskomst og arbejdsret

Enighed om nye overenskomster på det private arbejdsmarked

Pressemeddelelse

Forligsmanden har i dag fremsat mæglingsskitse for overenskomsterne på det private arbejdsmarked. Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation er enige om skitsen.

I dag har forligsmanden fremlagt en skitse til mæglingsforslag om at forny en lang række overenskomster på det private arbejdsmarked i perioden frem til 1. marts 2023.

Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation er enige om indholdet i mæglingsskitsen, der dækker overenskomster for over 600.000 ansatte på de private virksomheder.

Mæglingsskitsen indeholder de overenskomster, hvor parterne på de enkelte områder er blevet enige om at forny overenskomsten. Det gælder for knap 93 procent af de ansatte. Derudover fastlægger mæglingsskitsen også vilkårene på de resterende områder, hvor man ikke har kunnet blive enige.

Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad udtaler:

- Overenskomsterne er fornyet i en periode, hvor Danmarks økonomiske situation har ændret sig markant. Det har været intense drøftelser, og der er givet indrømmelser på begge sider af bordet. Men jeg er glad for, at vi sammen har taget ansvar i denne situation.

- Danmark står i en svær situation med udbredelsen af coronavirus. Derfor har det været vigtigt at lave en aftale, så både virksomheder og medarbejdere oplever så lidt usikkerhed og uforudsigelighed som muligt. Virksomhederne har særligt nu brug for at kunne planlægge og prioritere.

- Det er meget tilfredsstillende, at langt størstedelen af virksomhederne og lønmodtagerne selv er blevet enige om de nye overenskomster. Det viser styrken ved den danske model, hvor dem, det hele handler om, selv forhandler vilkårene på arbejdsmarkedet. De nye overenskomster skal nu til afstemning. Jeg håber, at der bliver bakket op om dem.

De nye overenskomster skal til afstemning hos arbejdsgiverne og lønmodtagerne frem til 16. april 2020.

Læs mere om

OVERENSKOMST OG ARBEJDSRET