Overenskomst og arbejdsret
Mere betalt fravær i den offentlige sektor
30. december 2020
DA Analyse
Den offentlige og den private sektor adskiller sig fra hinanden på en række områder. Ud over at bestemte arbejdsfunktioner oftest varetages i forskellige sektorer, er der også forskel i arbejdsvilkår, herunder fravær med løn.
Offentligt ansatte har i gennemsnit, hvad der svarer til ca. 72 betalte fri- og fraværsdage om året. Privatansatte har til sammenligning ca. 50 dage. Forskellen er ca. 22 dage, eller hvad der svarer til fire uger om året.
Den offentlige sektor ligger højest på de fleste fraværstyper
Forskellen mellem niveauet af betalt fravær i den offentlige og den private sektor afspejler en række forskellige typer af frihed og fravær med betaling. Generelt tegner der sig et billede, hvor den offentlige sektor ligger højere end den private på de fleste fraværstyper, jf. tabel 2.
Forskellene mellem den offentlige og private sektor i tabel 2 afspejler to ting:
For det første er der overenskomstmæssige forskelle, idet de offentlige overenskomster i højere grad end de private vægter fravær med betaling. De overenskomstmæssige forskelle uddybes nedenfor i tabel 3.
For det andet er der tendens til, at offentligt ansatte i højere grad udnytter overenskomstmæssige fraværsrettigheder end privatansatte. Eksempelvis udnyttes retten til forældreorlov med løn i højere grad i den offentlige sektor, hvor der er mange kvindelige ansatte, end i den private sektor, som har flest mandlige ansatte.
Den faktiske udnyttelse er vigtig, fordi værdien af en overenskomstmæssig rettighed ikke kun afhænger af selve rettigheden, men også af, om den udnyttes.
Forskelle i overenskomstmæssige rettigheder
Forskellene i betalt fravær i tabel 2 er understøttet af overenskomstmæssige rettigheder, idet de offentlige overenskomster som helhed har mere omfattende bestemmelser om fravær med løn. Det gælder bl.a. i forhold til sygdom, barns sygdom, barsel, omsorgsdage, seniordage og betalt spisepause.
Derudover er der mindre rettigheder, herunder offentligt ansattes ret til betalt fravær ved borgerlige ombud (arbejde som domsmand, valgtilforordnet m.v.), som der ses bort fra her.
Tabel 3 viser overenskomstmæssige forskelle mellem det offentlige og det private område. Der tages udgangspunkt i de mest udbredte overenskomstbestemmelser på DA-området og det offentlige område. Opgørelsen henviser til de mest udbredte overenskomstaftaler, og der kan være undtagelser til det generelle billede.
Det bemærkes, at de udvidede rettigheder til graviditetsorlov og fravær ved barns sygdom på det offentlige område indebærer en særlig høj omkostning. Det skyldes, at der ikke er dagpengeret ved graviditetsorlov ud over 4 uger samt ved fravær i forbindelse med barns sygdom. Det betyder, at hele lønudbetalingen afholdes af arbejdsgiveren uden mulighed for dagpengerefusion.
Derudover kan det bemærkes, at de udvidede fraværsrettigheder i forbindelse med sygdom, barns sygdom, graviditets- og forældreorlov har særlig betydning på det offentlige område, fordi der er mange kvindelige ansatte, som oftere gør brug af rettighederne. Det gælder også de seks uger forældreorlov med løn, som kan deles imellem forældrene, og som oftere benyttes af kvinder.
I forhold til den betalte spisepause tages der forbehold for rådighedsbestemmelser. Offentligt ansattes spisepause indgår oftest som del af arbejdstiden, hvorimod betalt spisepause er en undtagelse i den private sektor. Ved overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i 2018 blev den betalte spisepause udvidet til grupper, der ikke allerede havde retten, hvorved forskellen mellem den offentlige og den private sektor blev forøget. Retten til betalt spisepause ledsages ofte af en rådighedsbestemmelse, der bl.a. forhindrer medarbejderen i at forlade arbejdspladsen i løbet af pausen.
Boks 1 - Dokumentation
Opgørelsen i tabel 1 er baseret på en række forskellige datakilder og skal betragtes som skønsmæssig.
Ferie og feriefridage/sjette ferieuge
Opgørelsen er baseret på en antagelse om, at alle uger afholdes. I praksis kan der være ikke-afholdt ferie og feriefridage. Erfaringen er dog, at hovedparten af ferien afholdes, og at evt. ikke-afholdt ferie overføres. Også feriefridagene/den sjette ferieuge afholdes for langt hovedpartens vedkommende, og i modsat fald vil der i stedet kunne ske en udbetaling, dvs. værdien af fraværsretten udbetales.
Fridage/søgnehelligdage
Opgørelsen er lavet efter de samme principper, som blev benyttet af Produktivitetskommissionen i 2013. Det betyder, at helligdage, der kan falde på en weekenddag, indregnes som 5/7 dages betalt fravær, hvorimod faste helligdage indregnes som 1 betalt fridag. Der kan i praksis være mindre afvigelser, idet forskellige overenskomster har forskellige bestemmelser i forhold til betalt fravær 1. maj, Grundlovsdag, nytårsaftensdag m.v.
Betalt fravær ved sygdom, barns sygdom og barsel
Opgørelserne er baseret på Danmarks Statistiks fraværsregister (FRA20), overenskomstbestemmelserne på DA-området samt Produktivitetskommissionens opgørelse af, hvor stor en andel af barselsorloven i den offentlige sektor, der afholdes med løn (80 pct.). Opgørelsen er et skøn baseret på forskellige datagrundlag og skal tages med det forbehold.
Omsorgs- og seniordage
Omsorgs- og seniordage er for den offentlige sektors vedkommende baseret Kommunernes og regionernes løndatakontors fraværsstatistik for 2019 og svarer omfangsmæssigt til Produktivitetskommissionens opgørelse. Efter DA’s oplysninger er der ikke sket ændringer i de relevante bestemmelser siden Produktivitetskommissionens opgørelse i 2013. For det private områdes vedkommende er de tilsvarende fraværsdage sat til nul, fordi denne type fravær sker for egenbetaling.
Betalt spisepause
Betalt spisepause er for DA-området baseret på en analyse fra 2017, hvor en tidligere opgørelse blev revideret i lyset af, at udvalgte større virksomheder afskaffede den betalte spisepause. DA er ikke bekendt med større ændringer siden 2017, og en omtrentlig opgørelse baseret på Danmarks Statistiks arbejdskraftundersøgelse antyder heller ikke, at der er sket markant ændringer siden 2017. For den offentlige sektors vedkommende viser Produktivitetskommissionen og andre senere opgørelser, at retten til betalt spisepause tidligere omfattede 80-90 pct. af de offentligt ansatte. Ved overenskomstforhandlingerne i 2018 blev retten imidlertid udvidet til grupper, der ikke i forvejen havde retten, hvorfor udbredelsen her er sat til 100 pct.