Trepartsaftaler er et uundværligt instrument for det danske arbejdsmarked

Overenskomst og arbejdsret

Trepartsaftaler er et uundværligt instrument for det danske arbejdsmarked

Artikel

Med treparts- og partsaftaler sikrer arbejdsmarkedets parter konkurrencedygtige vilkår for arbejdsgivere og ansatte – fx i forbindelse med coronakrisen, hvor ordnin-gerne om lønkompensation og arbejdsfordeling har været med til at holde hånden under både medarbejderne og erhvervslivet.

DA har gennem de seneste 10 år været involveret i en lang række treparts- og partsaftaler, som har været til gavn for det danske arbejdsmarked. Senest i forbindelse med coronakrisen, hvor DA og arbejdsmarkedets parter har været med til at sørge for lønkompensation til nødstedte virksomheder landet over, for midlertidig arbejdsfordeling og for ydelser til forældre med hjemsendte børn. På den måde har vi sikret de danske arbejdspladser og undgået fyringer.

Der har også været trepartsaftaler med fokus på at sikre kvalificeret arbejdskraft til danske virksomheder bl.a. gennem en række aftaler om praktikpladser og efteruddannelse. Derudover kommer aftaler om bl.a. udstationering, arbejdsmiljø og dagpengesystemet.

 

Trepartsaftaler er en vigtig del af den danske model

Fælles for både trepartsaftaler og partsaftaler er, at de arbejder for at sikre, at der bliver skabt konkurrencedygtige løsninger og forudsigelige vilkår for virksomhederne at drive forretning under.

Ved trepartsaftaler er det arbejdsmarkedets parter, der sammen med den siddende regering fastlægger rammevilkår for virksomheder og medarbejdere. Det vil typisk betyde DA som repræsentant for de private arbejdsgivere og FH som repræsentant for arbejdstagerne. Nogle gange deltager repræsentanter for de offentlige arbejdsgivere og akademikerne også. Regeringen sikrer efterfølgende, at aftalen bliver omsat til lovforslag, som bliver underkastet politisk behandling i Folketinget. Det er Folketinget, som sikrer, at lovforslaget bliver vedtaget og omsat til regulering.

En partsaftale bliver til i en direkte forhandling mellem de to parter. Efterfølgende skal regeringen tilslutte sig og sikre politisk opbakning i Folketinget, hvis aftalen skal udmøntes i lovgivning.

 

Læs mere om

OVERENSKOMST OG ARBEJDSRET