Udenlandske medarbejdere er helt afgørende for at holde Danmark i gang

Overenskomst og arbejdsret

Udenlandske medarbejdere er helt afgørende for at holde Danmark i gang

Pressemeddelelse

Vi skal gøre, hvad vi kan for at begrænse smittespredningen – også på danske arbejdspladser. Samtidig er det afgørende, at vi ikke lukker døren for udlændinge, der arbejder i Danmark. De er helt afgørende for at holde gang i den danske fødevaresektor og forsyningskæden til danske virksomheder og butikker.

Beskæftigelsesministeren har udtalt, at han vil tale med arbejdsmarkedets parter om, hvordan vi i den forbindelse bedst begrænser smitte på danske arbejdspladser med forskellige nationaliteter.

Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad udtaler:

- Vi skal gøre alt, vi kan for at bekæmpe smittespredning i Danmark og på danske arbejdspladser. Derfor er vi også klar til at drøfte med beskæftigelsesministeren, hvordan vi sammen inddæmmer smitten bedst muligt.

- Vi må ikke glemme, at udenlandske medarbejdere er helt afgørende for at holde dansk erhvervsliv i gang. De spiller en vigtig rolle, når det kommer til at sikre, at vi kan handle mad i butikkerne, og at danske virksomheder kan få forsyninger. Hele den danske forsyningskæde er dybt afhængig af udenlandske medarbejdere. Uden de medarbejdere vil Danmark gå endnu mere i stå.

- De danske arbejdsgivere gør rigtig meget for at begrænse smitterisikoen på arbejdspladserne. Der gælder nøjagtigt de samme regler for danske og udenlandske medarbejdere. Arbejdsgiverne skal naturligvis sikre, at alle medarbejdere ved, hvordan de passer bedst på sig selv og hinanden.

Læs mere om

OVERENSKOMST OG ARBEJDSRET