Uddannelse og kompetencer

Tillykke med skolestart til erhvervsskolerne

Artikel

Snart starter ungdomsuddannelserne op efter sommerferien. Tusindvis af nye elever skal begynde på en erhvervsuddannelse. Og tusindvis af virksomheder indgår i samarbejde med nye såvel som eksisterende elever.

I alt har virksomhederne faktisk aftaler med 70.000 elever, fortæller Jannik Bay, uddannelses- og integrationschef i Dansk Arbejdsgiverforening.

- Jeg vil gerne sende en tak til virksomhederne, der påtager sig det store ansvar, det er at uddanne fremtidens faglærte. I hjælper med at uddanne dygtige elever – og dem skal vi have flere af.

- På erhvervsuddannelserne er det primært virksomhederne og ikke staten, der løfter uddannelsesansvaret ved at have de unge i praktik. Det kan vi godt være stolte af.

I sætter jeres virksomheder og jeres ressourcer i spil og løfter en vigtig samfundsopgave. Jeres indsats er helt unik.

- Også tak til alle de unge, der vælger en erhvervsuddannelse. Det er et fornuftigt valg, der giver virkelig mange muligheder. En erhvervsuddannelse åbner op for muligheder, som mange ikke er klar over.

- Den giver adgang til en lang række, spændende jobs. Du kan arbejde med energi og sikre fremtidens klimaløsninger. Du kan udvikle fremtidens digitale handel. Du kan arbejde med nordisk design og gastronomi.

- Og der er rigtig gode muligheder for at få et job bagefter. Du kan også læse videre, hvis du ønsker det. Men man kan også springe ud som selvstændig. Faktisk har 4 ud af 10 selvstændige en erhvervsuddannelse.

- Som faglært bidrager man til, at samfundet fungerer, virksomhederne og mennesker udvikler sig, og at vi kan tjene penge på vores gode ideer. Uden dygtige faglærte ville hjulene simpelt hen ikke køre rundt i Danmark.

- Så tak til både nye og gamle elever og alle de danske virksomheder. Og held og lykke med et nyt uddannelsesår!

LÆS OGSÅ: Tre ting, der bidrager til at skaffe flere faglærte

Læs mere om

UDDANNELSE OG KOMPETENCER