Konjunkturstatistik

Lønomkostningerne steg 2,2 procent på DA-området i 3. kvartal 2020

Statistik-Nyt

Lønstigningstakten på årsbasis for hele DA-området lander på 2,2 procent i 3. kvartal 2020, hvilket er 0,3 pct.-point højere end det foregående kvartal. Den svagt tiltagende lønudvikling ses på tværs af de tre hovedbrancher inden for DA-området. Arbejdere stiger mere i løn end funktionærer. Denne udgivelse erstatter publiceringen den 16. november 2020. I sidste afsnit kan du læse om baggrunden for genudgivelsen.

Lønstigningstakten fra 3. kvartal 2019 til 3. kvartal 2020 på DA-området er 2,2 procent, hvilket er 0,3 pct.-point højere end det foregående kvartal, men dog fortsat lavere end lønudviklingen i årets første kvartal, inden coronaen ramte Danmark. Den tiltagende lønudvikling afspejler, at bidragene til lønstigningstakten fra genebetalinger og pension begge tiltager med 0,1 pct.-point. Det bemærkes, at genebetalingernes bidrag til årsstigningstakten fortsat er negativt i. 3. kvartal 2020, men i mindre omfang end i 2. kvartal 2020.

 

Arbejdernes lønudvikling tiltager mere end funktionærernes. Arbejdernes årsstigningstakt er 2,3 procent i 3. kvartal 2020, hvilket er 0,4 pct.-point højere end kvartalet før. Udviklingen i lønomkostningerne til funktionærer tiltager med 0,3 pct.-point i forhold til kvartalet før, og lander på 2,1 procent i 3. kvartal 2020. I årets første kvartal, inden coronaen ramte Danmark, lå arbejdere og funktionærer med lønstigningstakter på henholdsvis 2,3 og 2,6 procent. Arbejdernes lønudvikling i 3. kvartal 2020 er således den samme som deres lønudvikling inden coronaen ramte Danmark, mens funktionærernes lønudvikling fortsat er betydeligt lavere.

KonjunkturStatistikken for 3. kvartal 2020 er baseret på lønoplysninger for august 2020. På dette tidspunkt havde virksomhederne fortsat mulighed for at søge lønkompensation for hjemsendte medarbejdere, men færre benyttede sig af ordningen end i 2. kvartal. Ligesom i 2. kvartal 2020 indgår medarbejdere, som er hjemsendt med deres sædvanlige løn, i statistikken på lige fod med de øvrige. Der var færre corona-restriktioner i 3. kvartal 2020 sammenlignet med årets 2. kvartal, som er baseret på oplysninger for maj. Nogle af de virksomhedsspecifikke tidsafgrænsede aftaler om lønnedgang, der blev indgået i 2. kvartal 2020, er udløbet og medarbejderne er tilbage på deres sædvanlige løn, mens andre fortsat er gældende.

Højere genebetalinger og pension trækker lønstigningstakten inden for fremstilling op

Inden for fremstillingsvirksomhed tiltager lønudviklingen med 0,4 pct.-point og lander herved på 2,1 procent i 3. kvartal 2020. Udviklingen drives primært af, at genebetalingernes andel af lønomkostningerne tiltager med 0,1 pct.-point, ligesom bidraget fra pensionsindbetalinger tiltager med 0,1 pct.-point. Arbejdernes lønudvikling tiltager mere end funktionærernes. Arbejdernes lønudvikling tiltager med 0,5 pct.-point i forhold til kvartalet før og lander på 2,2 procent i 3. kvartal 2020. For funktionærerne tiltager lønstigningstakten med 0,2 pct.-point fra 1,7 procent i 2. kvartal 2020 til 1,9 procent i 3. kvartal 2020.

Svagt tiltagende lønudvikling inden for service

Udviklingen i lønomkostningerne inden for servicevirksomhed tiltager med 0,3 pct.-point og lander på 2,2 procent i 3. kvartal 2020. Arbejdernes lønudvikling tiltager mindre end funktionærernes. Lønudviklingen for arbejdere tiltager med 0,2 pct.-point fra 2,1 procent i 2. kvartal 2020 til 2,3 procent i 3. kvartal 2020. Funktionærernes lønudvikling tiltager med 0,3 pct.-point fra 1,8 procent i 2. kvartal 2020 til 2,1 procent i 3. kvartal 2020.

Lønudviklingen tiltager inden for bygge og anlæg

Lønstigningstakten inden for bygge- og anlægsvirksomhed tiltager med 0,3 pct.-point og lander herved på 2,5 pct. i 3. kvartal 2020. Den tiltagende lønudvikling er drevet af arbejderne inden for hovedbranchen, idet deres lønudvikling tiltager med 0,5 pct.-point i forhold til kvartalet før og lander på 2,5 procent i 3. kvartal 2020. Arbejdernes lønudvikling dækker over, at genebetalingernes andel af lønomkostningerne tiltager, mens pensionsindbetalingernes andel af de samlede lønomkostninger aftager. For funktionærerne aftager lønstigningstakten med 0,2 pct.-point fra 2,9 procent i 2. kvartal 2020 til 2,7 procent i 3. kvartal 2020.

De samlede medarbejderomkostninger stiger 2,2 pct.

Virksomhedernes øvrige medarbejderomkostninger aftager med 0,03 pct.-point fra 3. kvartal 2019 til 3. kvartal 2020, hvilket gør, at de samlede medarbejderomkostninger stiger med 2,2 procent. Ligesom i det foregående kvartal dækker den svagt aftagende udvikling i øvrige medarbejderomkostninger over fald i Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB), ATP-bidrag og bidrag til arbejdsskadeafgift, mens en stigning i bidrag til Lønmodtagernes Garantifond (LG) trækker i den modsatte retning.

Tallet for udviklingen i de samlede medarbejderomkostninger tager ikke højde for den midlertidige lønkompensationsordning til virksomheder i økonomisk krise som følge af corona-situationen. Beregningen tager således hverken højde for omkostninger til løn til hjemsendte, der ikke har arbejdet hjemmefra, eller for kompensation udbetalt til virksomheder for hjemsendte medarbejdere. Beregningen af de samlede medarbejderomkostninger i 3. kvartal 2020 omfatter således alene de kendte omkostningselementer.

Baggrund for genudgivelse af KonjunkturStatistik 3. kvartal 2020

Denne udgivelse berigtiger publiceringen for 3. kvartal 2020 fra den 16. november 2020, hvor der er konstateret fejl i størrelsen på bidrag til fritvalgsordninger. Fejlen indebærer, at ændringen i lønomkostningerne på DA-området i 3. kvartal 2020 og tallet for fritvalgsordningernes bidrag til denne stigning var 0,1 pct.-point lavere i den oprindelige udgivelse i forhold til nærværende. Berigtigelsen vedrører også tal for alle tre hovedbrancher og de fleste delbrancher. Særligt afviger tallet for hovedarbejdsfunktionen ledelsesarbejde, hvor tallet for den årlige ændring i timefortjenesten inkl. gene for ledelsesarbejde er 0,5 pct.-point højere i denne udgivelse end i den tidligere.

Brug for yderligere information

Du kan:

Find mere information om KonjunkturStatistikkens begreber og metoder i dokumentationen, og få et overblik over planlagte offentliggørelser i vores publiceringsplan.

Læs mere om

KONJUNKTURSTATISTIK