Arbejdsmiljø og sundhed

Danskernes sundhed skal løftes

Pressemeddelelse

Der er brug for en helhedsorienteret indsats, som styrker danskernes sundhed, så flere får et godt, sundt og langt liv og arbejdsliv. Derfor kommer DA med nyt udspil.

Selvom en stor del af befolkningen har et godt helbred, går det på flere parametre den forkerte vej med sundheden. Flere og flere danskere bevæger sig alt for lidt, mens der samtidig kommer flere overvægtige, og et stigende antal danskere oplever ofte smerter i kroppen.

Den udvikling skal vi have stoppet, inden danskernes sundhed for alvor bliver endnu mere problematisk for både dem selv, det danske arbejdsmarked og samfundet som helhed.

- Usund livsstil går ud over den enkelte. Det er i sig selv en vigtig dagsorden. Men for DA handler det også om, at vi har brug for alle kræfter i fremtidens arbejdsstyrke. Det kræver nogle nye, helhedsorienterede initiativer så hurtigt som muligt, så vi kan sikre en sund arbejdsstyrke i fremtiden, siger Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.

Derfor kommer DA nu med et sundhedsudspil med fem konkrete forslag, der kan bidrage til at styrke danskernes sundhed til gavn for den enkelte, for virksomhederne og for Danmark.

DA foreslår blandt andet, at der udarbejdes forpligtende sundhedsmål og monitorering af danskernes sundhed og livsstil for at få gjort os alle sammen sundere.

Vi har ikke råd til at lade være

Sygdomme, som vi ved kan forbygges med en sundere livsstil, koster i dag milliarder af kroner i tabt produktion og ekstra sundhedsudgifter. De omkostninger vil kun stige, hvis vi ikke får gjort noget ved folkesundheden.

Et løft af folkesundheden vil derfor både være til gavn for den enkeltes livskvalitet og økonomi, men også mindske de offentlige sundhedsudgifter. Samtidig vil det styrke virksomhedernes konkurrenceevne, da vi får en sundere arbejdsstyrke.

- Der er brug for, at vi får skabt nogle rammer, hvor det er nemmere at leve sundt og træffe sunde beslutninger, så flere får et godt, sundt og langt liv og arbejdsliv. Det kræver en indsats fra mange aktører – både den enkelte, virksomhederne og samfundet, siger Pernille Knudsen.

Det handler i høj grad om at få skabt en kulturforandring gennem debat, dialog og opbakning på tværs i samfundet, lyder det fra DA’s viceadministrerende direktør.

- Selvom den enkelte har hovedansvaret for sin egen sundhed, så er samfundet ansvarlig for at skabe gode rammer for folkesundheden. Og virksomhederne kan hjælpe til. Vi ved, at sundhedsfremme og forebyggelsesstiltag tager tid, før det reelt kan ses på befolkningens sundhed. Derfor skal vi udvise rettidig omhu og gøre noget nu, siger Pernille Knudsen.

Læs DA’s sundhedsudspil her: Fælles indsats for en sundere arbejdsstyrke

Læs mere om

ARBEJDSMILJØ OG SUNDHED