Beskæftigelse

Mangel på arbejdskraft hæmmer virksomheders vækst

Pressemeddelelse

Flere virksomheder må begrænse produktionen, fordi de ikke kan få medarbejdere nok. Det viser nye tal for byggeriet og servicesektoren. Det understreger behovet for politiske tiltag, der letter virksomhedernes adgang til udenlandsk arbejdskraft.

Danmarks Statistik har netop offentliggjort deres konjunkturbarometer for august måned. Barometeret viser, i hvor høj grad danske virksomheder i servicesektoren og bygge- og anlægssektoren må begrænse produktionen, fordi de ikke har adgang til nok kvalificeret arbejdskraft.

  • 31 procent af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen (vægtet efter beskæftigelse) må begrænse deres produktion på grund af mangel på arbejdskraft. Det er en stigning på 2 procentpoint ift. samme måned sidste år.
  • 16 procent af virksomhederne i servicebranchen må begrænse deres produktion på grund af mangel på arbejdskraft. Det er en stigning på 4 procentpoint ift. samme måned sidste år.
  • I enkelte underbrancher er niveauet nu særligt højt. Blandt murervirksomheder er andelen af virksomheder, der må begrænse produktionen, steget fra 25 til 39 procent. Blandt restauranter er andelen steget fra 9 til 33 procent.

Cheføkonom Anders Borup Christensen:

”De her tal bør være alarmerende læsning for alle, der ønsker stigende vækst, velstand og velfærd i Danmark. Vi er godt i gang med et økonomisk opsving, men hvis det skal fortsætte, så skal virksomhedernes mangel på arbejdskraft tages alvorligt.

Lige nu peger alle pile i retning af en stigende mangel på arbejdskraft – beskæftigelsen stiger, ledigheden falder, og for nylig tog lønstigningerne også et hop. Man skal være godt og grundigt fakta resistent, hvis man ikke ser manglen på arbejdskraft i dagens Danmark.

Der er behov for tiltag, der udvider arbejdsudbuddet både på lang og kort sigt. Et oplagt tiltag, der kan have en umiddelbar effekt, vil være at gøre det lettere for virksomheder at tiltrække kvalificerede udlændinge.”

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE