Beskæftigelse

Afgørende for danske virksomheder med bred genåbning

Pressemeddelelse

Det er positivt, at et bredt flertal har besluttet at genåbne store dele af erhvervslivet de næste uger. Fremadrettet skal det være slut med gråzoner, så det er helt klart for virksomhederne, hvad de må og ikke må.

Et bredt flertal har netop besluttet at genåbne store dele af samfundet de næste uger. 

Det indebærer blandt andet, at man genåbner hele detailhandelen, herunder storcentre, og at restauranter og caféer kan begynde at åbne igen. Desuden kan undervisning og eksamener med krav om fysisk fremmøde på erhvervsuddannelserne starte op.

Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad udtaler:

- Dansk økonomi og virksomhederne er så hårdt ramt, at det næsten er svært at beskrive. Der er i den grad brug for, at vi gør noget nu, hvis ikke hullet, vi står i, skal blive ekstremt svært at komme op af inden for en overskuelig fremtid. Derfor er jeg tilfreds med, at et bredt flertal nu har besluttet at genåbne en større del af Danmark.

- Alt, vi gør, skal være sundhedsmæssigt forsvarligt. Men vi skal også tage hensyn til alle de mennesker, som står til at miste virksomheder, de har brugt hele deres liv på at bygge op. De mennesker, der hver dag taber deres job og livsgrundlag. Derfor vil jeg gerne rose regeringen for, at den forud for genåbningen har rådført sig med en ekspertgruppe af økonomer.

Denne genåbning er et godt skridt i den rigtige retning. Men vi har fortsat brug for en konkret og langsigtet plan for de næste faser, så virksomhederne kan se lyset for enden af tunnellen.

- Denne genåbning er et godt skridt i den rigtige retning. Men vi har fortsat brug for en konkret og langsigtet plan for de næste faser, så virksomhederne kan se lyset for enden af tunnellen. Der må ikke blive ved med at være gråzoner og utydelige retningslinjer. I den forbindelse er der også behov for, at vi hurtigt ser på, hvordan vi kan åbne grænsen, så vi sikrer den eksport, der er så vigtig for dansk økonomi. Vi skal skabe tillid til, at der findes en fremtid for dansk erhvervsliv på den anden side af coronakrisen.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE