Ny trepartsaftale forlænger lønkompensationsordningen til 29. august

Beskæftigelse

Ny trepartsaftale forlænger lønkompensationsordningen til 29. august

Pressemeddelelse

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har indgået aftale om at forlænge lønkompensation til medarbejdere på danske virksomheder frem til 29. august.

Tusindvis af medarbejdere er på nuværende tidspunkt omfattet af lønkompensationsordningen. Her dækker staten og virksomhederne medarbejderes løn, selv om der på grund af coronakrisen ikke er arbejde nok til medarbejderne.

Ordningen har hidtil løbet til 8. juli, men regeringen og arbejdsmarkedets parter er i dag blevet enige om at forlænge ordningen til 29. august. Ordningen vil ikke blive forlænget igen. Inden 29. august skal medarbejderne afvikle tre ugers ferie, hvor virksomhederne ikke får lønkompensation.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter vil fortsætte forhandlinger om, hvilken hjælp der skal ydes til medarbejdere på virksomheder, der efter 29. august fortsat er udfordret af den økonomiske krise. Her drøfter parterne at indføre en såkaldt arbejdsfordelingsordning, der kan holde hånden under medarbejdere i de mest udsatte brancher og skabe øget fleksibilitet for virksomhederne.

Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad udtaler:

- Jeg er tilfreds med, at arbejdsmarkedets parter og regeringen, i en svær tid for landets virksomheder og medarbejdere, endnu engang har fundet hinanden ved forhandlingsbordet. I den nuværende situation er det fornuftigt at forlænge lønkompensationsordningen, og det er samtidig hensigtsmæssigt, at medarbejderne skal afvikle deres hovedferie i perioden.

- Det er helt afgørende, at der nu også bliver lavet en plan for, hvordan vi bedst muligt sikrer arbejdspladser efter 29. august. Der vil blive brug for hjælp til medarbejdere og virksomheder i særligt udsatte brancher.

 

 

 

 

 

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE