EU og international

Europæisk mindsteløn må ikke ødelægge den danske model

Pressemeddelelse

Europa-Kommissionen har i dag fremlagt sit høringsdokument om en europæisk mindsteløn. Første skridt mod et egentlig mindstelønsudspil fra Kommissionen er dermed taget. Trods garantier fra Kommissionen om at beskytte den danske model er adm. direktør i DA Jacob Holbraad stadig bekymret for, hvordan det endelige udspil bliver formuleret.

I et netop offentliggjort høringsdokument beskriver Europa-Kommissionen baggrunden for ønsket om at indføre en europæisk mindsteløn, samt de generelle principper for, hvordan planen kan realiseres.

- Vi har fra start af advaret kraftigt mod en lovbestemt europæisk mindsteløn. Den position har ikke ændret sig. Det endelige udspil skal ganske enkelt respektere, at lønnen i Danmark fastsættes af arbejdsmarkedets parter. Vi kan ikke acceptere noget, der risikerer at underminere den danske model, siger adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad.

- Dagens udspil er formuleret i meget løse vendinger, og i de her sager ligger djævelen altid i detaljen. Jeg har derfor tænkt mig at fortsætte den tætte dialog med Kommissionen, og jeg er ikke beroliget, før jeg ser det endelige udspil. Vi kan kun acceptere en løsning, der ikke truer den danske model, siger Jacob Holbraad.

Beskæftigelseskommissær Nicolas Schmit har af flere omgange udtalt, at Kommissionen vil fremlægge et forslag, der fuldt ud respekterer den danske arbejdsmarkedsmodel. Kommissionen har tilmed fremhævet arbejdsmarkedets parters rolle i Danmark som noget, der skal promoveres, og ikke undermineres.

- Der har den seneste tid været mere lydhørhed fra Kommissionens side over for de danske bekymringer og argumenter. Det er nogle meget konkrete garantier, Nicolas Schmit har givet. Dem vil vi holde Kommissionen op på, siger Jacob Holbraad.

I dagens udspil understreger Kommissionen også, at et EU-initiativ ikke vil indføre lovbestemt mindsteløn i lande som Danmark, hvor der er en høj overenskomstdækning, og hvor lønnen udelukkende fastsættes gennem overenskomster.

Med høringsdokumentet er det første af to høringsrunder på seks uger begyndt. Efter den anden høringsrunde forventes Kommissionen at fremlægge det endelige udspil i april i år.

Læs mere om

EU OG INTERNATIONAL