Danske virksomheder løfter et kæmpe uddannelsesansvar på erhvervsuddannelserne

Uddannelse og kompetencer

Danske virksomheder løfter et kæmpe uddannelsesansvar på erhvervsuddannelserne

Artikel

Når virksomhederne tager elever fra en erhvervsuddannelse i praktik, er de med til at løfte en stor del af uddannelsesansvaret. Det kommer både eleverne og det danske samfund til gode i form af dygtige faglærte.

Sommeren synger på sidste vers, og hverdagen banker så småt på. For mange unge er sommerens afslutning også begyndelsen af et nyt kapitel på en erhvervsuddannelse.

"At vælge en erhvervsuddannelse kræver gode evner og selvstændighed fra de unges side. Det kræver mod og faglig dygtighed. Det har de elever, som går erhvervsuddannelsesvejen. Ofte bliver gymnasiet nævnt som det sikre valg. Man glemmer ofte, at der er helt andre krav og en helt anden konkret virkelighed på en erhvervsuddannelse. Her skal man i længere perioder indgå i en dagligdag på en virksomhed. Det er givende og lærerigt", siger uddannelses- og integrationschef, Jannik Bay.

LÆS OGSÅ: Tillykke med skolestart til erhvervsskolerne

Virksomhederne påtager sig et stort ansvar ved at uddanne fremtidens faglærte. De sætter deres virksomheder og ressourcer i spil, når de tager elever i praktik.

Virksomhederne løfter en vigtig samfundsopgave på den måde. Deres indsats er helt unik.

For på erhvervsuddannelserne er det primært virksomhederne, der løfter uddannelsesansvaret gennem praktikken. Og ikke staten, som det er tilfældet på de fleste andre uddannelser. Faktisk står virksomhederne for mere end 75 pct. af uddannelsen - det er også en af grundene til, at man får løn og ikke SU.

Omkring 20 pct. af en ungdomsårgang vælger at begynde på en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse. Med en erhvervsuddannelse i bagagen er der mulighed for mange spændende job. Det kan være at arbejde med energi og grøn omstilling. Det kan være inden for nye digitale handelsformer, nordisk design eller gastronomi. En erhvervsuddannelse giver også, modsat hvad mange tror, mulighed for at læse videre.

LÆS OGSÅ: Danske virksomheder åbner skoleelevers øjne for erhvervsuddannelserne

Hvis man går rundt med en lille iværksætter i maven, giver en erhvervsuddannelse rigtig gode muligheder for at blive selvstændig erhvervsdrivende. Faktisk har fire ud af 10 selvstændige en EUD som uddannelsesbaggrund – det er den højeste andel blandt alle typer af uddannelser. Og hvis en tilværelse som selvstændig ikke frister, så giver en erhvervsuddannelse også rigtig gode muligheder for at stryge direkte i job efter endt uddannelse.

Jannik Bay uddyber: "Og så er lønnen i øvrigt rigtig god – allerede fra starten af uddannelsen. Så der er altså mange gode grunde, til at vælge en erhvervsuddannelse. Og virksomhederne har i den grad brug for kloge og dygtige hænder. Både nu og i fremtiden".

Læs mere om

UDDANNELSE OG KOMPETENCER