Arbejdsmiljø og sundhed

Arbejdsmiljøet har taget syvmileskridt i den rigtige retning gennem de sidste mange år

DA Analyse

Det er sundt og sikkert at gå på arbejde i Danmark. Årtiers teknologiske udvikling, fokus på arbejdsmiljø, et fald i arbejdstiden og flere feriedage har fundamentalt ændret danskernes arbejdsliv til det bedre.

Fortidens synder. Det er det, det i høj grad handler om, når man taler om nedslidning og tidlig pension. For i dag er det grundlæggende sundt og sikkert at gå på arbejde i Danmark.

Meget har ændret sig på en enkelt generation på arbejdsmarkedet. Arbejdsmiljøet har taget syvmileskridt i den rigtige retning. Både når det handler om den måde, man arbejder med arbejdsmiljø på, og når det handler om teknologisk udvikling. Også organiseringen og mængden af arbejde har ændret sig. En lang række faktorer bidrager altså til, at et arbejdsliv i Danmark nu er både sundere, sikrere og mere langtidsholdbart end tidligere.

Hjælpemidler

Gaffeltrucks, palleløftere, eldrevne sækkevogne og andre hjælpemidler tager det tunge slæb, så medarbejderne slipper for det. Mange varer og produkter er også lettere at løfte på grund af moderne emballage.

Hvor en ølkusk før i tiden skulle slæbe tunge kasser med flaskeøl på skuldrene, behøver en chauffør i dag ikke selv løfte kasserne. Og hvor en ølkasse med glasflasker før i tiden vejede mere end 40 kg. er den i dag nede på omkring det halve. På slagterier er man gået fra manuel håndtering af grise til en høj grad af automatisering, og mængden af tunge løft er dermed reduceret. Og for chauffører i f.eks. busser er kvaliteten af sæderne forbedret, så de i meget højere grad reducerer bump og vibrationer fra vejen.

Kemi

Erfaring og forskning har gjort arbejdet med farlige stoffer mere sikkert. Et eksempel er den oliebaserede maling med organiske opløsningsmidler, som dominerede frem til begyndelsen af 1970’erne. Risikoen var hjerneskader ifm. med arbejde med malingen – det der i folkemunde endte med at hedde ’malerhjerne’ – førte til, at de oliebaserede malinger blev erstattet med mere sikre vandbaserede typer. Skiftet skete endte med også at have positive effekter i andre brancher – f.eks. jern- metal og den grafiske branche.

Arbejdstid og ferie

Den aftalte arbejdstid i Danmark er faldet kraftigt gennem det sidste århundrede. Hvor arbejdsugen i dag normalt ligger på 37 timer, var den i 1970 på 41,8 timer. Det betyder, at en 60-årig i år 2018, som kom på arbejdsmarkedet i slut 1970’erne, i første del af arbejdslivet har haft en arbejdstid på 40 timer og ret til 4 ugers ferie. En person, som først trådte ind på arbejdsmarkedet i 1990’erne, har i hele arbejdslivet haft en aftalt arbejdstid på 37 timer samt mindst 5 ugers ferie.

 

Fysisk arbejdsmiljø

I de store nationale undersøgelser Arbejdsmiljø og Helbred er andelen af danskere, der opfatter jobbet som fysisk hårdt, faldet fra 2012-2018. Det samme er andelen, der oplever, tunge løft i hverdagen. Den generelle sikkerhed på arbejdspladsen er i samme periode steget.

Sygefravær

Sygefravær har været stabilt siden 2013. Størstedelen af lønmodtagerne på det danske arbejdsmarked har stort set ikke noget sygefravær i løbet af et år. Hver tredje lønmodtager har slet ikke sygefravær i løbet af 2017, mens 37 pct. har maksimalt én uges sygefravær i løbet af året.

Internationale sammenligninger

I internationale sammenligninger af arbejdsmiljø ligger Danmark konsekvent godt placeret. Vi topper f.eks. listen over jobkvalitet i EU ifølge tal den europæiske fagbevægelse. Jobkvalitet måles er defineret ud fra bl.a. løn, ansættelsesforhold, arbejdstid og sikkerhed. Danmark er desuden det land, hvor færrest medarbejdere oplever at have trættende eller smertende arbejdsstillinger.

 

At arbejdsmiljøet helt overordnet er gået i den rigtige retning bekræftes også at det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Centeret skriver bl.a. følgende i et ministersvar til folketingets beskæftigelsesudvalg:

 - Den væsentligste udvikling i tilstanden for arbejdsmiljøet på danske arbejdspladser hænger sammen med, at arbejdsmarkedet i dag ser markant anderledes ud end for 50 år siden. Det til tider farlige arbejdsmiljø, der var forbundet med klassisk industrielt arbejde, er reduceret i omfang. Samlebåndsarbejde og ensidigt gentaget arbejde findes fortsat, men er generelt også reduceret. Samtidig har den teknologiske udvikling bidraget til at reducere ulykkesrisici og fysiske belastninger, og arbejdskraftintensiv produktion er flyttet til andre lande.

NFA bemærker også, at det stadigt stigende fokus på sikkerhed og sundhed på arbejdspladserne har sat aftryk i statistikkerne:

- Blandt andet kan det fremhæves, at antallet af arbejdsulykker med dødelig udgang er faldet støt og markant fra slutningen af 1970’erne. Sikkerheds- og sundhedsmæssige hensyn tænkes ind i arbejdsgangen med bl.a. afskærmning af særligt farligt udstyr, reduktion af støj, bedre ventilation og færre problemer med fx støv.

Læs mere om

ARBEJDSMILJØ OG SUNDHED