Beskæftigelse

Nye tal viser stigende behov for kvalificeret udenlandsk arbejdskraft

Pressemeddelelse

Nye tal viser, at manglen på arbejdskraft har bidt sig fast i samtlige sektorer. Flere og flere virksomheder må begrænse produktionen, fordi de mangler medarbejdere. Hvis udfordringen skal håndteres, er der behov for flere udenlandske medarbejdere. Det er derfor under al kritik, at forhandlingerne om udenlandsk arbejdskraft i går brød sammen.

Danmarks Statistik har netop offentliggjort deres konjunkturbarometer for oktober måned. Barometeret viser, at flere virksomheder i både industrien, servicesektoren og bygge- og anlægssektoren må begrænse produktionen, fordi de ikke har adgang til nok kvalificeret arbejdskraft.

- De her tal viser sort på hvidt de negative konsekvenser af manglen på arbejdskraft. Virksomhederne må lægge låg på deres produktion, fordi de ikke har hænder og hoveder nok, og det skader alle. Virksomhederne, lønmodtagerne og samfundet som helhed, siger Jens Troldborg, chefkonsulent i DA.

I byggeriet er det 31 procent af virksomhederne (vægtet efter beskæftigelse), der i oktober må begrænse deres produktion, fordi de mangler arbejdskraft, mens det i servicesektoren gjaldt 19 procent af virksomhederne. I industrien er det 13 procent, der i fjerde kvartal må begrænse produktionen.

Det er en markant stigning i servicesektoren og industrien sammenlignet med samme periode sidste år, mens det høje niveau i byggeriet har bidt sig fast.

Behov for udenlandsk arbejdskraft

De nye tal kommer i kølvandet på gårsdagens sammenbrud i forhandlingerne om udenlandsk arbejdskraft. Regeringen havde spillet ud med flere tiltag, der ville gøre det lettere og mindre bureaukratisk for virksomhederne at tiltrække udenlandske medarbejdere. Men regeringen måtte opgive forhandlingerne, da de ikke kunne finde det nødvendige flertal til at bære deres forslag igennem.

- Virksomhederne skriger på medarbejdere, og det er helt åbenlyst, at vi får brug for flere dygtige udenlandske medarbejdere, hvis vi vil holde hånden under opsvinget. Derfor er det under al kritik, at et politisk flertal ikke vil tage ansvaret på sig og give virksomhederne bedre muligheder for at finde kvalificererede medarbejdere i udlandet, siger Jens Troldborg.

- Udlændinge, der arbejder i Danmark, bidrager entydigt til statskassen. Det viser analyse efter analyse, ligesom vi også ved, at udlændinge arbejder på overenskomst og under ordnede forhold i samme høje grad som deres danske kollegaer. Udenlandsk arbejdskraft er ikke en trussel mod Danmark – tværtimod, siger Jens Troldborg.

Link til DA Analyse: Vi har tjent 8,5 mia. på beløbsordningen

Link til DA Analyse: I Danmark er de fleste dækket af overenskomst

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE