EU og international

Europa-Kommissionen bekræfter mangel på arbejdskraft i Danmark

Artikel

Onsdag den 27. februar 2019 offentliggjorde Europa-Kommissionen sin landerapport for Danmark. Landerapporten er en del af det europæiske semester, hvor kommissionen vurderer EU-landenes formåen indenfor det økonomiske og sociale område. Rapporten bekræfter, at virksomhederne mangler arbejdskraft i Danmark.

Europa-Kommissionen fremhæver i sin rapport, at mangel på arbejdskraft er en væsentlig udfordring for fortsat fremgang i dansk økonomi. Rapporten peger på, at brancher som bygge og anlæg samt service er særligt udfordrede.

- Europa-Kommissionens landerapport bekræfter meget af det, vi allerede ved. Nemlig, at der er behov for at sikre, at arbejdskraftudbuddet fortsat kan stige i Danmark. Det kræver bl.a. nye langsigtede reformer. Der er samtidig behov for flere initiativer, som kan virke på kort sigt og løse virksomhedernes aktuelle udfordringer med at skaffe de nødvendige medarbejdere, så vi kan holde gang i opsvinget, siger Anders Borup Christensen, cheføkonom i Dansk Arbejdsgiverforening.

Landerapporten peger også på, at den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor arbejdsmarkedets parter spiller en central rolle, sikrer høj beskæftigelse og lav langtidsledighed.

- Det er positivt, at kommissionen fremhæver den danske arbejdsmarkedsmodel og den aktive arbejdsmarkedspolitik. Og ikke mindst værdien af en velfungerende social dialog, hvor arbejdsmarkeds parter skaber resultater ved at gå sammen om at finde løsninger, siger Christiane Miβlbeck-Winberg, europapolitisk chef i Dansk Arbejdsgiverforening.    

Kommissionen peger også på, at Danmark har haft succes med at integrere nytilkomne flygtninge på arbejdsmarkedet, og fremhæver i den forbindelse integrationsgrunduddannelsen (IGU’en). Ligeledes er der ros for, at målsætningen fra trepartsaftalen fra 2016 om at skabe 2.100 flere praktikpladser i 2018 er mere end indfriet med de 2.800 ekstra praktikpladser, der blev skabt i hele 2018.

Læs landerapporten her.

Læs mere om

EU OG INTERNATIONAL