Trepartsaftale får flere flygtninge i job

Integration

Trepartsaftale får flere flygtninge i job

Artikel

Ny analyse viser markant beskæftigelseseffekt af trepartsaftalen om integration.

I 2016 indgik DA sammen med fagbevægelsen og regeringen en trepartsaftale om integration. Med aftalen blev indført en række initiativer rettet mod at få flere nytilkomne flygtninge i arbejde. Bl.a. blev der indført et krav om, at flygtninge som udgangspunkt skulle vurderes jobparate og et krav om mere virksomhedsrettet aktivering. Derudover blev der oprettet en ny ordning, integrationsgrunduddannelse (IGU), der kombinerer 20 ugers uddannelse med 2 års praktik med løn på elevsats.

Rockwool Fondens Forskningsenhed har som de første i en ny analyse målt effekterne af de dele af trepartsaftalen, der direkte berører beskæftigelsesindsatsen, dvs. ændringen af jobparathedsvurderingen samt krav om virksomhedsrettet aktivering.

Rockwool Fondens analyse følger effekten af initiativerne fra flygtninge har fået asyl og 15 måneder frem. Som resultat af ændringerne er antallet af arbejdstimer for mændene i denne periode steget med 75 timer - svarende til 50 procent. Det lave niveau af arbejdstimer kan sandsynligvis forklares i, at indsatsen mod nytilkomne flygtninge primært består af støttet beskæftigelse, såsom virksomhedspraktik og løntilskud, og at denne analyse kun måler ustøttet beskæftigelse. Generelt stiger flygtninges beskæftigelse markant med tiden, hvorfor en stor tidlig stigning kan have positive effekter på sigt.

 

Analysen finder dog samtidig frem til ingen effekt for de kvindelige flygtninge. Rockwool Fonden præsenterer i analysen ingen forklaring på dette, men årsagen dertil kan muligvis findes i, at kommunerne sjældnere sender kvindelige flygtninge i aktivering.

En analyse fra DA i november 2018 viser, at mandlige flygtninge sendes i virksomhedsrettet aktivering dobbelt så ofte som kvindelige flygtninge. Der kan være endnu større forskel kønnene imellem de første 15 måneder af opholdet.

Tal fra udlændinge- og Integrationsministeriet viser, at 43 pct. af flygtninge efter 3 års ophold i 4. kvartal 2018 var i job eller praktik. Umiddelbart før trepartsaftalen i 2016 var tallet 20 pct.

Læs mere om

INTEGRATION