StrukturStatistik
Udmøntninger fra OK2023 overenskomstforlig afspejles i StrukturStatistik 2023
15. maj 2024
Statistik-Nyt
Omkostningerne ved at få udført en times arbejde af en voksen medarbejder var i gennemsnit 352,63 kr. på virksomheder inden for DA-området i 2023. StrukturStatistikken belyser, hvordan de samlede medarbejderomkostninger fordeler sig på forskellige omkostningselementer og tegner et overordnet billede af størrelsen på de forskellige elementer. Den viser også, hvordan lønspredningen varierer for forskellige arbejdsfunktioner og indeholder detaljeret information om lønniveauer og -spredning opgjort ved forskellige lønbegreber for lønmodtagergrupper, arbejdsfunktioner, brancher m.v.
Figuren viser niveauet af de samlede medarbejderomkostningerne pr. præsteret time, samt hvordan disse fordeler sig på forskellige omkostningselementer for voksne på DA-området i henholdsvis StrukturStatistik 2022 og StrukturStatistik 2023. I 2023 lander de samlede medarbejderomkostninger for voksne på DA-området på 352,63 kr. pr. præsteret time. Heraf udgør den direkte løn, der består af grundløn, personlige tillæg og lønmodtagers eget pensionsbidrag, 233,39 kr. pr. time eller 66,2 pct. af de samlede medarbejderomkostninger. I 2022 var den direkte løn 225,83 kr. pr. time eller 66,6 pct. af de samlede medarbejderomkostninger for voksne på DA-området. Tallene afspejler bl.a., at der ved OK2023 blev aftalt satsændringer for en række større grupper, der bl.a. udmøntes som forhøjelser af lønsatser og genebetalinger pr. 1. marts 2023.
Størrelsesmæssigt efterfølges den direkte løn af ferie-, fritvalgs- og SH-betalinger, som i 2023 gennemsnitligt havde en værdi på 51,71 kr. pr. time for voksne medarbejdere. Herefter kommer arbejdsgivers pensionsbidrag på 27,56 kr. pr. time og omkostninger til løn under sygefravær m.v. på 11,46 kr. pr. time i 2023.
Ser man på relative ændringer i niveauerne for de forskellige omkostningselementer samt hvor stor en andel af de samlede medarbejderomkostninger, der udgøres af elementet, så sker den største ændring mellem 2022 og 2023 for pensionsbidrag. Tallene afspejler, at det blev aftalt ved OK2023 at forhøje arbejdsgivers pensionsbidrag med 2 pct.-point fra 8 til 10 pct. pr. 1. juni 2023, mens medarbejderbidraget reduceres tilsvarende fra 4 til 2 pct.
Den næststørste relative niveauændring mellem 2022 og 2023 ses for genetillæg, der går fra at koste 8,65 kr. pr. time og udgøre 2,6 pct. af de samlede medarbejderomkostninger i 2022 til at koste 8,10 kr. pr. time og udgøre 2,3 pct. af de samlede medarbejderomkostninger i 2023. Tallene for genetillæg indeholder både gene- og overtidstillæg. En tilsvarende udvikling ses for uregelmæssige betalinger, der går fra at koste 8,27 kr. pr. time i 2022 til at koste 7,92 kr. pr. time i 2023. Uregelmæssige betalinger består af præstationsafhængige betalinger, som f.eks. bonus og provision, kompensationsbetalinger for ikke-afholde feriefridage og andre særlige fraværsrettigheder, samt øvrige uregelmæssige betalinger så som skattepligtige kørepenge og udbetalinger fra afspadseringsordninger.
Endelig viser figuren, at omfanget af ferie-, fritvalgs- og SH-betalinger stiger fra 49,00 kr. pr. time i 2022 til 51,71 kr. pr. time i 2023. Dette omkostningselement går således fra at udgøre 14,4 pct. af de samlede medarbejderomkostninger i 2022 til at udgøre 14,7 pct. i 2023. Løn under ferie og feriegodtgørelse udgør størstedelen af dette omkostningselement. Ved overenskomstfornyelserne i de senere år er satserne for bidrag til fritvalgs-, særlige opsparings- og SH-ordninger gradvist forhøjet. Fritvalgsbetalinger indregnes i StrukturStatistikken baseret på udbetalinger fra lønmodtagernes fritvalgskonti og særlige opsparingsordninger. Senest er bidraget til fritvalgsordninger mv. i de store overenskomster forhøjet pr. 1. marts 2022 med 1 pct.-point. Forhøjelsen pr. 1. marts 2022 dækker således 10 måneder i 2022, mens den vedrører hele året 2023.
Løn under sygefravær m.v. går fra at koste 10,79 kr. pr. time og udgøre 3,2 pct. af de samlede medarbejderomkostninger i 2022 til at koste 11,46 kr. pr. time og udgøre 3,3 pct. af de samlede medarbejderomkostninger i 2023. Den samlede udvikling dækker over, at løn under sygefravær m.v. udvikler sig forskelligt for henholdsvis arbejdere og funktionærer mellem 2022 og 2023. For arbejderne går løn under sygefravær m.v. fra at udgøre 3,4 pct. af de samlede medarbejderomkostninger i 2022 til at udgøre 3,3 pct. i 2023. Den tilsvarende ændring for funktionærer er en stigning fra 3,0 pct. i 2022 til 3,2 pct. af de samlede medarbejderomkostninger i 2023. Løn under sygefravær m.v. indeholder løn under fravær i forbindelse med egen sygdom, børns sygdom, barsel, ulykke og andet betalt fravær, herunder afholdelse af feriefridage, omsorgsdage, seniordage og lignende.
Andre lønelementer, der indgår i de samlede medarbejderomkostninger, er personalegoder og øvrige medarbejderomkostninger, som koster henholdsvis 3,47 og 8,61 kr. pr. time i 2023. Øvrige medarbejderomkostninger belyser betalinger, som arbejdsgiver er forpligtet til at betale ifølge love eller overenskomster, refusioner og tilskud fra offentlige kasser og omkostninger, som arbejdsgiver afholder til uddannelsesaktivitet, firmafester og andre frivillige omkostninger, der knytter sig til, at virksomheden har ansatte.
Brug for yderligere information
Du kan:
• hente tallene bag hovedresultaterne i regneark (tilgængeligt for alle) eller
• gå i dybden med detaljerede tal i udgivelsen StrukturStatistik 2023 (for betalende kunder eller medlemmer af organisationer i DA-fællesskabet/via NetStat).
Regnearket med hovedresultater og den detaljerede udgivelse for StrukturStatistik 2023 indeholder tal for lønniveauer og -spredning opgjort ved forskellige lønbegreber for større lønmodtagergrupper og overordnede grupperinger af arbejdsfunktioner, brancher mv. StrukturStatistik 2023 indeholder desuden information om medarbejderomkostningernes sammensætning, samt tal for den årlige udvikling i lønomkostningerne for forskellige lønbegreber, arbejdsfunktioner og brancher.
Find mere information om statistikkens begreber og metoder i dokumentationen, og få et overblik over planlagte offentliggørelser i vores publiceringsplan.