Ny rapport sætter fokus på danskernes arbejdsliv

Arbejdsmiljø og sundhed

Ny rapport sætter fokus på danskernes arbejdsliv

Artikel

Danskernes arbejdsliv er i fokus som aldrig før. En ny rapport fra DA sætter fokus på, hvordan vi sammen kan bidrage til lange og sunde arbejdsliv. Den viser blandt andet, at langt de fleste virksomheder gør en stor indsats for, at arbejdet er sikkert og sundt.

Danmark er et godt sted at tilbringe sit arbejdsliv. Næsten alle medarbejdere oplever, at virksomhederne prioriterer et godt arbejdsmiljø, og medarbejderne oplever selv at være fysisk rustede til deres job.

Det viser en ny rapport fra Dansk Arbejdsgiverforening. Rapporten dokumenterer, at virksomhederne generelt tager ansvar for et godt arbejdsmiljø, og at de fleste virksomheder prioriterer forebyggelse højt. Medarbejderne vurderer da også, at de selv er godt fysisk rustede til at klare deres job.

Rapporten viser blandt andet, at få danskere oplever, at deres arbejde altid eller næsten altid indebærer vibrationer og tunge løft sammenlignet med gennemsnittet for samtlige EU15-lande. Danmark er ligeledes europæisk topscorer i tilfredshed med arbejdsforholdene.

Rapporten peger også på, at danskerne føler sig godt fysisk rustede til deres job. Langt de fleste beskæftigede oplever ikke, at deres arbejde er fysisk hårdt. Det er da også få medarbejdere, der er permanent begrænsede af smerter i arbejdet. Det er samtidig få sygdomme, der skyldes forhold på jobbet.

Og hvis man ikke længere har kapacitet til sit arbejde, er der gode muligheder for at skifte job. I europæisk sammenhæng er den danske jobomsætning høj. Danmark indtager en andenplads blandt EU15-landene, når man ser på andelen af beskæftigede, som har fået nyt job inden for de seneste tre måneder.

- Der er ingen tvivl om, at Danmark er et godt land at arbejde i. Men det betyder ikke, at vi ikke skal fortsætte arbejde med at skabe endnu bedre arbejdspladser og sunde arbejdsliv. Virksomhederne, medarbejderne og samfundets institutioner skal i fællesskab skabe rammerne for det gode arbejdsliv, siger arbejdsmiljøchef i DA Christina Sode Haslund.

Læs mere om

ARBEJDSMILJØ OG SUNDHED